Tættere blik på det nye sygehus
Se mandagens debatprogram Fokus.
Byggeriet af det nye sygehus i Aalborg skal følges tættere af regionen og Regionsrådet fra nu af, end det er blevet tidligere. Sådan lyder det fra regionsrådsformand Mads Duedahl fra Venstre i debatprogrammet Fokus.
Byggeriet af det kommende nye Aalborg Universitetshospital har været ramt af en række både forsinkelser og budgetoverskridelser, siden det gik i gang.
Men i den sidste fase frem mod indvielsen, som der fortsat ikke er sat dato på, vil der være endnu skarpere regionale øjne på processen.
- Derfor har vi også besluttet i forretningsudvalget, at vores øverste ledelse, direktionen, går helt tæt på på nærmest ugentlig basis ude på byggepladsen, så vi kommer til at være meget tæt på i vores opfølgninger, og det kommer også til ofte at gå ind i forretningsudvalget i forhold til orienteringer om, hvordan det går, siger Mads Duedahl.
Fortsat udfordringer
Hos Konservative bakker Per Larsen op om, at byggeriet skal følges tættere i den kommende periode, men der vil fortsat være udfordringer, som betyder, at opgaven vedbliver at være vanskelig.
- Det skal følges tættere, og det er ikke nemt, fordi vi ved jo, at alting er steget voldsomt meget, både lønninger og materialer og energi og hele vejen rundt, så det er bestemt ikke nogen let opgave. Men sygehuset skal gøres færdigt så hurtigt som overhovedet muligt, så man kan komme til at tage det i brug, for der ligger en masse potentiale – også i at komme til at drifte et nyt sygehus med bedre hygiejne, bedre logistik, bedre arbejdsgange og bedre arbejdsmiljø, og det bliver til gavn for patienterne, siger Per Larsen.
Hold også fokus på de andre sygehuse
Hos Socialdemokratiets medlem af regionsrådet, Mogens Nørgaard, er der enighed i, at byggeriet af det nye Aalborg Universitetshospital skal følges tæt i den resterende fase af byggeriet, men han advarer samtidig om, at der også er andre dele af det nordjyske sundhedsvæsen, som skal være helt fremme i bevidstheden hos politikerne.
- Ligesom vi har fulgt det tæt (byggeriet af det nye sygehus, red.), vil vi også følge det tæt i fremtiden, og vi skal have alt det fokus på det nye sygehus, som vi skal have, men vi har også en stor del, som ikke hører til det nye sygehus, og det skal vi ikke tabe fokus på. Vi har udfordringer i Hjørring med nyt byggeri, vi har udfordringer i Brønderslev, hvor der skal bygges nyt. Det skal vi også have øje på, og så må vi dele opgaven imellem os, så der ikke er noget der smutter, siger Mogens Nørgaard.