Tre breve på to uger - biskopper raser over tillidsbrud
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Biskop over Aalborg Stift, Thomas Reinholdt Rasmussen, er alt andet end tilfreds med regeringens lovforslag.
Landets biskopper udtrykker endnu engang utilfredshed i et fælles brev.
Først skrev de ét brev. Det fulgte de op med yderligere et, og fredag blev det tredje brev så sendt af sted til regeringen og ikke mindst kirkeminister Louise Schack Elholm (V).
Afsenderne af brevene er landets biskopper, der mildest talt ikke glæder sig over udsigten til, at store bededage skal afskaffes.
- Det er med forundring og tristhed, at biskopperne konstaterer, at regeringen fremsætter forslag til lov om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag som helligdag.
Sådan lyder det fra de 11 biskopper i et fælles brev, som er sendt efter regeringen torsdag fremsatte et lovforslag om afskaffelse af bededag.
Ændrer procedure
Siden grundlovens indførelse i 1849 har regeringen og Folketinget ifølge biskopperne hørt folkekirkens parter - både når der blev lovgivet om folkekirkens ydre anliggender, og når der ved såkaldt kongelig resolution blev fastsat regler for kirkens indre anliggender.
Netop dén proces mener de nu, at regeringen tilsidesætter.
- Vi vil fremover kæmpe for, at folkekirkens tradition for samtale, diskussion og inddragende demokrati ikke lider skade ved dette tillidsbrud, og vi håber og beder til, at der fremover vil være et mod til at fortsætte den danske samfundsmodel, der er kendetegnet ved samtale og inddragelse, skriver biskopperne til regeringen.
Allerede 3. januar skrev biskopperne et brev til kirkeminister, Louise Schack Elholm (V), hvori de ytrede utilfredsehed med, at de ikke var blevet inddraget i processen, inden forslaget blev præsenteret for offentligheden.
Staten får for meget magt
Derefter offentliggjorde ministeren – igen uden inddragelse af kirken – at hun vil afskaffe bededagen som helligdag ved "kongelig resolution". Det vil altså sige en beslutning, der formelt er truffet af regenten, men reelt indstillet og bestemt af statsministeren - uden om det øvrige folketing.
Førnævnte udløste brev nummer to fra biskopperne, hvori de gav udtryk for situationens alvor.
Stadig uden inddragelse af kirken fremsatte regeringen så lovforslaget om afskaffelse af helligdagen, hvilket fik biskopperne til at gå til regeringen med budskabet om, at tilliden nu var brudt.
Thomas Reinholdt har tidligere påpeget overfor TV2 Nord, at det er et problem, at staten får for stor indflydelse på kirkens indhold.
- Nu bliver det staten, der bestemmer, hvad der skal prædikes over i vores kirker, og det er et stort problem - ikke kun for det kirkelige område, for det betyder også, at staten begynder at blande sig i, hvad folket laver, og det er man nødt til at eftertænke en ekstra gang, lød det i mandags.
Høringsfristen til lovforslaget er 19. januar 2023.
Det er ikke lykkes at få en kommentar fra kirkeministeren.