Rejs Nordjylland tynd for en halv Vejgaard-dollar henover sommeren

Nordjyllands Trafikselskab giver igen mulighed for, at rejse så meget man vil i Nordjylland for 25 kroner til Grøn søndag.

På søndag og yderligere fire andre søndag i løbet af sommeren er det muligt at rejse lige så tosset du vil med bus og tog i Nordjylland for kun 25 kroner.

Det er Nordjyllands Trafikselskab (NT), der i år genindfører Grøn Søndag, som initiativet hedder, hvor både NT’s busser og Nordjyske Jernbaners tog kan bruges så meget, som man overhovedet vil for en halv Vejgaard-dollar.

- Bevidstheden om miljø og klima vokser støt, og det betyder også, at vi oplever, at flere efterspørger en mere bæredygtig form for ferie. At rejse kollektivt er som udgangspunkt et grønt valg, og med vores ”Grøn Søndag” billet har nordjyder og turister mulighed for at rejse Nordjylland tynd for bare 25 kroner, siger Mette Henriksen, der er chef for kunder og salg hos Nordjyllands Trafikselskab.

Vil sætte fokus på mere bæredygtig transport

Målet med de billige billetter de kommende søndage er, at få flere til at vælge et grønnere transportmiddel end bilen og samtidig give folk muligheden for at se store dele af Nordjylland.

- I år har vi også haft et rigtig godt samarbejde med Destination Nord, Destination Nordvestkysten, Destination Limfjorden og Destination Himmerland. Vi har en fælles interesse i at få flere turister til at opleve Nordjylland og ikke mindst en fælles interesse i bæredygtig turisme, siger Mette Henriksen.

Den sidste dag med Grøn Søndag er den 25. september.


Seneste nyt

fra Nordjylland