Jens er lam fra navlen og ned: - Med denne cykel kan jeg tage i skoven med familien

Specialfremstillede cykler skal sørge for, at kørestolsbrugere kan komme rundt i naturen.

På skønne forårsdage som dem, vi ser en del af i denne tid, nyder mange at gå, løbe eller cykle en tur i naturen. 

Men det kan være meget svært, hvis ikke direkte umuligt, når man er bundet til en kørestol.

Det er tilfældet for Jens Søndergaard. Han blev skudt i ryggen for omkring 30 år siden, da han som soldat var udsendt til krigen i Jugoslavien. Siden da har han været lam fra navlen og ned.

quote Det er ikke så nemt at komme ud i skoven i dag

Jens Søndergaard

Men han holder samtidig meget af at være ude i naturen.

- Lige siden jeg var ung, har jeg nydt at være ude i det fri. Det er også derfor, jeg går på jagt den dag i dag, siger Jens Søndergaard, der til daglig er kontormedarbejder på Flyvestation Karup.

Jens Søndergaard er lam fra navlen og ned, efter han som soldat blev skudt i ryggen i Jugoslavien for omkring 30 år siden.
Jens Søndergaard er lam fra navlen og ned, efter han som soldat blev skudt i ryggen i Jugoslavien for omkring 30 år siden.

Specialfremstillet elcykel kan øge mobiliteten

Han sidder til daglig i almindelig kørestol, men den kan ikke klare terrænet i naturen.

- Det er ikke så nemt at komme ud i skoven i dag, hvis familien gerne vil en tur i skoven, siger Jens Søndergaard.

Derfor var han lørdag taget til Skørping Idrætscenter, hvor det var muligt at prøver kræfter med forskellige hjælpemidler, der skal gøre det nemmere for mennesker med handicap at bruge naturen.

Et af de hjælpemidler er en særlig elcykel, der kan cykles med hænderne. Den vil give Jens Søndergaard bedre adgang til naturen.

- Det vil jo gøre, at der ikke er nogle begrænsninger for at komme rundt i naturen, og ja, for den sags skyld cykle en tur med familien ude i skoven. Der ville jeg sagtens kunne følge med.

- Naturen er ikke handicapvenlig

Cyklen er skabt af virksomheden Wolturnus, der står bag dagens arrangement. Ifølge virksomheden er handicappedes muligheder for at bruge naturen begrænset.

- Der er generelt et ønske om, at naturen skal være så naturlig som muligt. Så vi laver jo ikke om på naturen for at gøre den mere tilgængelig for dem, der for eksempel sidder i kørestol, siger Christian Gammelgaard Olesen. 

Hos Wolturnus producerer de mobilitetsfremmende køretøjer til mennesker med handicap.
Hos Wolturnus producerer de mobilitetsfremmende køretøjer til mennesker med handicap.

Han er udviklingsdirektør hos Wolturnus, og han er ikke i tvivl om, at mange kørestolsbrugere føler sig begrænset af deres handicap. Særligt når det kommer til at bruge naturen.

- Der vil altid være begrænsninger, men mange af de begrænsninger er også noget, vi skal prøve at rykke på, siger han.

Jens Søndergaard er hvert fald solgt på cyklen. Men med et prisskilt på 75.000 kroner plus moms og begrænsede muligheder for offentlig støtte, går der måske lidt tid, før cyklen er solgt til Jens Søndergaard.

- Hvis jeg vandt i Lotto, så stod den ret højt på ønskelisten, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland