Kjeld har fået tilkendt Arne-pension, men han ved ikke om han vil bruge den
Kjeld Jensen er en af de første nordjyder, der har fået tilkendt den nye tidlige pension.
De første nordjyder har nu fået tilkendt den såkaldte Arne-pension, hvor folk, der har været mange år på arbejdsmarkedet, kan gå tidligere på pension. Dansk Industri kritiserer ordningen for at trække raske mennesker ud af arbejdsmarkedet.
Kjeld Jensen har arbejdet siden han var 17 år. Han har sejlet, været murerarbejdsmand og de sidste 25 år har han arbejdet som ufaglært på Mekoprint i Støvring.
- Jeg kan godt begynde at mærke på kroppen, at jeg ikke kan det, jeg kunne da jeg var yngre. Jeg døjer nogen gange med ryggen og leddene, forklarer Kjeld Jensen.
Jeg kan godt begynde at mærke på kroppen, at jeg ikke kan det, jeg kunne da jeg var yngre. Jeg døjer nogen gange med ryggen og leddene
Kjeld Jensen
Den 1. august blev der åbnet for ansøgninger om ret til tidlig pension. Som en af de første nordjyder er Kjeld Jensen blevet godkendt. Kjeld Jensen er 61 år. Han er ikke med i efterlønsordningen og har derfor seks år tilbage før han kan gå på Folkepension som 67-årig. Arne-pensionen giver ham nu mulighed for at trække sig tilbage tre år tidligere - hvis han ellers vil til den tid.
- Det er ikke sikkert, jeg gør brug af den, men det er en mulighed. Det er jeg glad for, hvis kroppen siger, at jeg ikke kan holde til at arbejde efter jeg er blevet 64 år, siger Kjeld Jensen.
Pensionist uden at være nedslidt
Man kan få ret til tidlig pension i enten et, to eller tre år før sin folkepensionsalder. Har man som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, kan man få ret til tidlig pension i tre år. Har man i stedet været 43 eller 42 år på arbejdsmarkedet, kan man få ret til tidlig pension i to eller et år før folkepensionen.
Dansk Industri kritiserer ordningen, fordi retten til tidlig pension udelukkende afhænger af anciennitet på arbejdsmarkedet. Man behøver altså ikke være nedslidt.
Vi er bekymrede for, at der bliver trukket raske borgere ud af arbejdsstyrken, især i en periode, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft
Richard Fynbo, formand for Dansk Industri i Vendsyssel
- Vi er bekymrede for, at der bliver trukket raske borgere ud af arbejdsstyrken, især i en periode, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft, siger Richard Fynbo, formand for Dansk Industri i Vendsyssel.
Stor interesse for ordning
Ifølge 3F Aalborg er der stor interesse for Arne-pensionen blandt deres medlemmer.
- Vi kan høre på mange af vores medlemmer, at de får en dejlig ro i maven, når de får bekræftet, at de er berettiget til den, for så har de et sikkerhedsnet. Jeg tror, at det er det, vi kommer til at se mest, at den bliver brugt som et sikkerhedsnet, og folk vil først bruge den, når de ikke kan arbejde længere, siger formand for 3F Aalborg, Allan Busk.
Hos Dansk Industri håber Richard Fynbo, at 3F har ret, men han synes stadig, at den tidlige pension er en forkert prioritering.
- Det er jo et politisk valg, om man ønsker at bruge skattekronerne på børn, unge, ældre, sundhedsvæsen, uddannelse og så videre, eller man ønsker at bruge skattekronerne på overførselsindkomster til raske mennesker, siger Richard Fynbo.
Forventer at seks ud af ti vil bruge ordning
I 2022 skønner regeringen, at omkring 22.000 personer på landsplan vil benytte retten til tidlig pension. Det svarer til omkring 60 procent af de 38.000 danskere, der er berettiget til tidlig pension i det år. Pensionen er på 13.550 kroner om måneden, og med det beløb mener 3F, at mange fortsat vil vælge at arbejde i stedet for at gå på den tidlige pension.
Det er jo ikke sådan, at alle danskere bare går og venter på at holde op med at arbejde. Dansk Arbejdsgiverforening vil gerne gøre det til, at vi er nogle dovne slyngler alle sammen. Det har ikke gang på jord
Allan Busk, formand, 3F Aalborg
- Det er jo ikke sådan, at alle danskere bare går og venter på at holde op med at arbejde. Dansk Arbejdsgiverforening vil gerne gøre det til, at vi er nogle dovne slyngler alle sammen. Det har ikke gang på jord, siger Allan Busk.
Der er to et halvt år til, at Kjeld Jensen kan gå på tidlig pension. Han er glad for sit job, men drømmer også om mere tid med børnebørnene. Inden han går på pension regner han dog med at gå ned i tid først.
- Jeg synes snart, jeg har ydet mit på arbejdsmarkedet. Man skal jo også have en god tredje alder. Det er jo ikke i orden, at man er fuldstændig nedslidt, når man går af på pension og så har en tredje alder, hvor man ikke kan noget. Man skal stoppe mens legen er god, siger Kjeld Jensen.