Er vegansk kost en menneskeret? Og kan principiel dom ændre på regional besparelse?
Et vegansk kostalternativ blev sparet væk på de fleste nordjyske sygehuse. Men er det en krænkelse af menneskerettighederne, hvis en patient lever vegansk, men ikke kan tilbydes vegansk kost under en indlæggelse?
Det var de helt små ting, som blev sparet væk i en større sparerunde i Region Nordjylland i efteråret 2023:
Foruden tæpper og sandwiches til ambulante patienter, blev muligheden for vegansk kost til indlagte patienter på flere nordjyske sygehusmatrikler sparet væk.
Men muligheden for at få vegansk kost serveret, hvis man ønsker det under en hospitalsindlæggelse, bør genindføres, mener Enhedslisten.
- Der er jo situationer, hvor man bliver indlagt og ikke lige kan nå at tage sin egen mad med på sygehuset, siger Søren Brunsholt Andersen, medlem af regionsrådet i Region Nordjylland for Enhedslisten, og uddyber:
- Man kan ikke få det, men der er nogen, som gerne vil have det. Og så bør det også være der, siger Søren Brunsholt Andersen i denne uges udgave af debatmagasinet Fokus.
Den udlægning er det konservative medlem af regionsrådet, Pia Buus Pinstrup, dog slet ikke enig i.
- Jeg synes slet ikke, at det er et problem. Det er ikke et problem, vi møder ude på hospitalerne. Det er ikke et problem, som patienterne henvender sig med. Der er altså rigtige problemer på de nordjyske sygehuse, som vi skal tage os af – før vi skal tage os af det her, siger hun.
Debat efter dom i veganersag
Det var som led i en større sparerunde i efteråret 2023, at muligheden for at få vegansk kost under en hospitalsindlæggelse blev sparet væk for sygehusmatriklerne i Aalborg, Hobro og Farsø.
Samlet set giver det en årlig besparelse i omegnen af 400.000 kroner.
Men i sidste uge vandt Mia Brinkmann fra Brovst så en principiel sejr ved retten i Hjørring, hvor det blev fastslået, at hendes datters menneskerettigheder var blevet krænket, da Jammerbugt Kommune nægtede, at hun kunne få vegansk kost i en af kommunens børnehaver.
Det har fået Dansk Vegetarisk Forening, som støttede Mia Brinkmann i sagsforløbet, til at vejre morgenluft.
- Vi synes, det bliver meget spændende at se, hvad der kommer til at ske i forhold til hospitalerne. For det kan godt være, at du har en kortvarig indlæggelse, hvor du som veganer måske selv kan tage en madpakke med, hvis du ved, at du skal indlægges. Men hvad hvis du er indlagt med alvorlig sygdom i en to-tre uger? Eller kommer ud for at trafikuheld?, lyder det spørgende fra foreningens generalsekretær, Rune-Christoffer Dragsdahl.
Efter sidste uges principielle dom håber han nu, at det kan være med til at presse danske regioner til at ændre deres praksis på området.
- Aktuelt har Aalborg Universitetshospital sagt, at de vil stoppe med at servere vegansk mad for patienterne. Der håber vi da, at regionsrådet i Nordjylland ser på, om ikke lige de skulle få ændret det hurtigst muligt, siger han.
I regionsrådet her i Nordjylland får udmeldingen fra Dansk Vegetarisk Forening dog ikke Pia Buus Pinstrup til at ryste på hånden:
- Hvis det flød med mælk og honning, så gerne for min skyld. Men det gør det ikke. Sidste år var det nordjyske sundhedsvæsen bagud med 280 millioner kroner. Så alle de små ting, vi kan finde i budgettet, det bliver vi nødt til at gøre. Og det her er ikke noget, der gør ondt på patienterne, siger hun.
Du kan se hele debatten i aften klokken 19.45 på TV2 Nord Salto - ligesom du også kan finde programmet på tv2nord.dk/fokus