Forskningsprojekt viser voldsom stigning i 112-opkald
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
Forskere har undersøgt elektroniske journaler for otte år, og kan konstatere en stor stigning i antallet af opkald til 112.
En stigning i antallet af 112-opkald på 65 procent. Det er en af overskrifterne i det forskningsprojekt, en række nordjyske forskere har gennemført med baggrund i data fra det elektroniske journalsystem for ambulancer, akut- og paramedicinerbiler i Region Nordjylland - det såkaldte amPHI-system.
Forskerne har kigget på data fra perioden 2007 til 2014, og de er kommet frem til flere interessante konklusioner. Øverst står den interessante observation, at antallet af 112-opkald er steget markant. En stigning, der har ledt forskerne til at undersøge, hvorfor, antallet af opkald - og dermed ambulancekørsler - er steget.
En af de ting, forskerne er kommet frem til, er, at alderen på de personer, der ringer 112 er steget betragteligt, hvis man sammenligner 2007 med 2014. I 2007 var den gennemsnitlige borger, der ringede 112 50 år gammel, mens den i 2014 var steget til 55 år. Op imod halvdelen af opkaldene kom fra personer, der var 60 år eller mere.
På trods af dette - og set i lyset af, at ældre borgere generelt har flere kroniske lidelser end andre - konkluderer forskerne også, at dødeligheden inden for 24 timer efter alarmopkaldet, er faldet i perioden. Fra at ligge på 2,4 procent i 2007 er den faktisk blevet halveret i 2014, hvor dødeligheden var på 1,2 procent. Dødeligheden inden for 30 dage er også faldet. Her er der dog tale om et mindre drastisk fald fra 5,0 procent til 4,4 procent.
Professor Erika Frischknect Christensen står bag undersøgelsen, og hun kan ikke komme med en indiskutabel forklaring på, hvorfor antallet af alarmopkald steg så markant i den undersøgte periode, og nævner blandt andet muligheden for, at nordjyderne er blevet mere "pylrede".
- Vi kan ikke udelukke, at folk ringer ved en lavere tærskel – men vi kan konstatere, at folk er blevet betydeligt ældre, og der er flere, som forvejen er syge. Derfor er der grund til at være stolte over, at overlevelsen er forbedret, antageligt som følge af optimeringer i hele behandlingskæden, udtaler hun i en pressemeddelelse.
Fakta: Sådan fordeler alarmopkaldene til 112 sig:
2007 |
2014 |
|
Ambulancekørsler årligt pr. 1000 indbyggere |
24 |
40 |
Kønsfordeling |
43 % kvinder / 57 % mænd |
47 % kvinder / 53 % mænd |
Dødelighed (1 dag) |
2,4 % |
1,2 % |
Dødelighed (30 dage) |
5,0 % |
4,4 % |
Patienter med alder over 60 |
40 % |
49 % |
Hyppigste diagnoser |
||
Psykiske og adfærdsmæssige forstyrrelser |
6 % |
5 % |
Hjerte-kar-lidelser, blodpropper i hjertet og hjernen |
10 % |
10 % |
Lungesygdomme |
6 % |
6 % |
Tilskadekomst ved ulykker og forgiftning |
34 % |
26 % |
Uspecifikke lidelser |
29 % |
38 % |
Andre diagnoser |
15 % |
15 % |