Kollektiv trafik i knæ: - Man lukker ilten til de små byer

Hver femte bus- og togafgang i Nordjylland er i fare for at blive nedlagt, fordi der mangler penge i kassen hos Nordjyllands Trafikselskab.

Hjemme hos familien Nøhr Ringgren, to kilometer fra Bonderup og 12 kilometer fra Fjerritslev, græsser hestene ude foran vinduet, mens fuglene synger deres aftensang. Hjemmet er omringet af den smukkeste natur og med langt til naboen - en selvvalgt livsstil, præcis som familien altid har drømt om.  

Det skulle da lige være bortset fra de udfordringer, der er med at få husstandens børn på henholdsvis 14, 16 og 21 år til at kunne beholde det sociale ungdomsliv, de har fået opbygget sig med arbejde, fritidsinteresser og byture med vennerne. For når mor og far ikke kan køre, så er der kun en lokal busrute at trække på, og den sidste rute går allerede 16.30 - hvis det da ikke er sommerferie, hvor den slet ikke kører. 

- Hverken vores børn eller lokalsamfundet kan komme nogen steder, hvis de ikke har bil herude. Vi har selv valgt det her liv, men det kommer vi godt nok til at mærke konsekvenserne af, hvis der bliver nedlagt flere busafgange, lyder det fra mor Anne Nøhr Ringgren. 

En familie, tre biler

Familien Nøhr Ringgren er en klassisk dansk, travl familie, der ofte har behov for at transportere sig fra A til B. 

Det betyder, at familien har været nødt til at købe tre biler, for overhovedet at få hverdagen til at hænge sammen, og det er derfor med stor bekymring, at de nu ser til, mens NT varsler endnu flere rutenedlæggelser.

- Jeg synes, man lukker ilten til de små lokalsamfund lige så stille. Hvordan skal man overbevise unge familier om, at de skal bosætte sig her, hvis deres børn ikke kan komme med den offentlige transport? Det synes jeg er en meget dårlig idé, lyder det fra Anne Nøhr Ringgren. 

Nogen bliver ladt i stikken

Familien er selv bevidst om det valg, de har taget ved at bo på landet, og det opvejes af den skønne natur, de omgiver sig med. 

quote Vi har jo også ret til en god service i forhold til offentlig transport, ligeså vel som de har i større bysamfund

Anne Nøhr Ringgren

Forperson for Passagerrådet i Region Nordjylland, Mike Hedlund-White kan nikke genkendende i familiens frustrationer. Han deltog i torsdagens Fokus LIVE på TV2 Nord, hvor NT's økonomiske udfordringer blev debatteret med afsæt i familien Nøhr Ringgrens situation:

- Nogen mennesker bliver ladt i stikken på den her baggrund. Vi ser en ond spiral, hvor der bliver sparret, og så kommer der endnu færre passagerer – de færre passagerer betyder så, at man skal sparre endnu mere og til sidst ender vi på et absolut minimum, siger han.

En bekymring, folketingskandidat for Liberal Alliance og byrådsmedlem i Brønderslev Kommune, Martin Bech, ikke deler: 

- Som familien selv giver udtryk for, så er de jo indstillet på, at når man har bosat sig på landet, er man også nødt til at være villig til selv at transportere sig. Når det er sagt, skal vi gøre, hvad vi kan, for at afhjælpe konsekvenserne af de prisstigninger, der er, lyder det. 

Færre aktiviteter

Virkeligheden er, at der er stor risiko for, at familien udenfor Bonderup skal indstille sig på at køre mere selv og dermed skære ned på aktiviteterne, hvis bustilbuddet bliver værre. 

Folketingsmedlem Orla Hav (S), der også deltog i torsdagens debat, mener, at man skal være åben overfor alle muligheder for at forny den kollektive trafik i kraft af de stigende energipriser: 

- I byerne bliver det nemmere med elcykler, og i mange år har vi diskuteret tele taxa-ordninger, som kunne være et godt alternativ, men det har været svært at få befolkningen til at tage til sig, siger han. 

Se videoen om de udfordringer, NT står overfor, her: 

En landsbybil 

I følge Anne Nøhr Ringgren, vil det koste hendes børn hele deres løn, hvis de skal tage Orla Havs forslag om flexbus til sig, når de skal nogen steder hen. Derfor har familien tænkt lidt ud af boksen i forsøget på at finde ud af, hvad de så kan gøre med den kollektive trafik i en by som Bonderup: 

- Måske skulle man prøve at etablere en landsbybil, som kunne køres af frivillige, og hvor man kan betale almindelig bustakst for at blive fragtet. Man kunne bestille landsbybilen for for eksempel at komme ind og handle eller blive fragtet til fritidsinteresser. Det er fleksibelt, og man kører efter dem, der har behov for det, så man ikke kører med tomme busser, foreslår Anne Nøhr Ringgren. 

En idé, som flere af dagens paneldeltagere modtager positivt: 

- Jeg er stærkt tilhænger af, at vi befolker Nordjylland helt ud i yderste hjørner, så alle gode forslag, der kan være med til at understøtte det, er jeg med på. Det her ville være en glimrende idé for grøn omstilling også. Måske er man dog nødt til selv at skulle til lommerne for at få en landsbybil ud og flyve, lyder det fra Orla Hav. 

Selvom idéen om landsbybilen bliver beskrevet som glimrende, så er Anne Nøhr Ringgren bekymret for, om politikerne vil hjælpe med at få et sådan initiativ ført ud i livet. 

Samtidig er hendes bekymring for de manglende busruter og konsekvensen deraf kun blevet endnu større ovenpå aftenens debat. 

- Jeg kan ikke rigtigt se, hvor de skulle skære i forvejen. Gør man det, vil det virkelig have store konsekvenser for de unge, siger hun. 

På tirsdag mødes repræsentanter fra Danske Regioner og Kommunernes Landsforening med repræsentanter fra regeringen for at diskutere NT’s økonomiske udfordringer.


Seneste nyt

fra Nordjylland