Magnus Heunicke indkalder partier til møde med to punkter på dagsordenen
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ifølge TV 2s oplysninger vil dagsordenen være smitteopsporing og vaccinestrategi.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har indkaldt coronafølgegruppen, der består af partiernes sundhedsordførere, til møde mandag klokken 11.30 til 13. Det erfarer TV 2.
Dagsordenen på mødet vil ifølge TV 2s oplysninger være smitteopsporing og vaccinestrategi.
Coronaindsatsgruppen, som består blandt andet af Rigspolitiet og de sundhedsfaglige myndigheder, har holdt møder i weekenden, og derfor må man formode, at der kan ligge noget, som følgegruppen skal drøfte, vurderer TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen.
Vi kender kun overskrifterne, men vi ved ikke, hvad de konkret skal tale om. De kilder, jeg har talt med, formoder, at det kommer til at handle om smitteopsporing af den britiske virusmutation samt vaccinestrategien, og hvorvidt man skal overveje at vente med stik nummer to ligesom i Storbritannien, siger Peter Lautrup-Larsen.
Lørdag skrev sundhedsministeren i en mail til TV 2, at han ikke vil afvise, at der kommer nye restriktioner, eller at de nuværende bliver forlænget.
Ifølge Peter Lautrup-Larsen er der ikke kommet informationer ud om nye restriktioner, ligesom han heller ikke ved, om mødet ender ud i et pressemøde eller en orientering til offentligheden.
- Men mødeindkaldelsen viser, at regeringen og sundhedsministeren er kommet frem til nogle konklusioner, som de nu vil tale med partierne om, vurderer han.
Eksperter bekymret over spredning
Statens Serum Institut udgav lørdag en rapport, hvor de konkluderer, at den meget smitsomme britiske virusmutation lige nu spreder sig i Danmark.
Konkret er der påvist 86 tilfælde af denne virusvariant i Danmark, men da SSI kun har analyseret 11 procent af de positive prøver i perioden, forventes det, at det reelle antal personer, som er smittet med denne variant, vil være cirka ni gange højere.
Flere eksperter er bekymret over spredningen, og Astrid Iversen, som er professor i immunologi på Oxford Universitet, sagde lørdag til TV 2, at hun håber, myndighederne vil overveje, om man kan teste flere for den britiske virusmutation.
- SSI kan på nuværende tidspunkt sekventere cirka 5000 positive coronatest om ugen, og det svarer til antallet af smittede, som bliver fundet på cirka to dage.
- De har meldt ud, at de kommer til at køre hurtigtest på et tidspunkt. Men indtil hurtigtest for mutationen bliver en realitet, er der brug for hjælp - og der er hjælp at få, for hospitalerne har en en enorm kapacitet til at sekventere, og noget af den kapacitet kan eventuelt bruges til at analysere coronavirus. Det kan gøres hurtigt og kræver blot, at SSI deler prøverne ud til de hospitaler, der kan hjælpe, lyder det fra Astrid Iversen.
Bør overveje at ændre i vaccineprocedure
Desuden har Storbritannien ændret i vaccineproduceren og udsat stik nummer to. Egentlig skal der, tre uger efter det første stik med coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech, gives en dosis mere.
Men briterne har valgt at ændre i proceduren, så det andet stik først bliver givet efter 12 uger. Det giver den fordel, at flere kan blive vaccineret med det samme.
Og de danske myndigheder bør overveje at undersøge, om Danmark skal gøre det samme for at få flere mennesker vaccineret hurtigere, siger Lars Østergaard, der er professor og ledende overlæge på afdelingen for Infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital, til TV 2.
Han påpeger dog, at man skal være opmærksom på, at man går på kompromis med den viden, der er indsamlet omkring vaccinen, hvis man ændrer intervallet.
Også Henrik Ullum, som er direktør i Statens Serum Institut, mener, at det giver god mening at undersøge, om man skal udskyde det andet stik i Danmark. Det siger han til DR Nyheder.