Midlertidig dagpengeordning får flere i uddannelse
Foto: Torben Hedemose
En ny, midlertidig dagpengeordning, der er særlig henvendt ufaglærte og faglærte med forældet erhvervsuddannelse, har vist sig at være succesfuld i Aalborg Kommune.
32-årige Roman Volik er fra Ukraine. Han kom til Danmark som 19-årig og startede efterfølgende sit arbejdsliv på en kvægfarm, hvor han malkede køer.
Efter flere år i landbruget valgte han at skifte marken ud med kontoret. Nu er han ved at uddanne sig i digital handel og arbejder som handelselev i SuperVin i Hjørring.
- Det der med vin, det er lidt nyt for mig, men jeg synes, det går rigtig godt, og jeg kan godt lide det, siger Roman Volik.
Flere i uddannelse
Roman Voliks alder og baggrund som ufaglært gør, at han kan komme på 110 procents dagpengeordningen, hvor han får 110 procent af dagpengesatsen, mens han er under uddannelse.
- Det er da en rigtig fin bonus, og det er altid dejligt med lidt ekstra penge, men det er ikke udelukkende derfor, jeg har valgt uddannelsen, siger han.
Selvom det ikke er pengene, der har fået Roman Volik til at tage en uddannelse, så har ordningen alligevel fået flere over 30 år i arbejde.
Aalborg Kommune har i årets første tre måneder givet uddannelsesløft til 53 borgere. Det er én mere end i hele 2020, og det er til glæde for både samfundet og den enkelte, fortæller Mai-Britt Iversen, der er rådmand i Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune.
- Hvis du skal tage et uddannelsesløft, så ser du jo ind i en fremtid, hvor du ikke har en høj indtægt. Hvis du skal have mod på det, så er det også vigtigt, at du har en sikkerhed for, at du får lidt flere penge. Det er altså en investering i deres fremtid, siger hun.
Nyt center skal hjælpe endnu flere i uddannelse
Mandag åbnede det nye Center for Voksenvejledning i Aalborg. Deres hovedopgave er at få ufaglærte og faglærte med en forældet erhvervsuddannelse til at blive faglært i 2021 og 2022.
- Vi har den direkte indgang til erhvervsskolerne. Vi kan derfor snakke med dem om, hvor det gør mest ondt på arbejdsmarkedet. På den måde kan vi finde ud af, hvor vi har mangel på faglært arbejdskraft, fortæller praktikcenterchef for techcollege og medlem af Dialogforum for opkvalificering af aalborgensisk arbejdskraft, Per Dennis Kristensen.
På det nye center bliver 110 procent dagpengeordningen set som et godt værktøj.
- Det er et godt incitament til at gå ind og skaffe mere faglært arbejdskraft. Det er netop erhvervsskolernes perspektiv, at vi vil understøtte markedet med faglært arbejdskraft, siger Per Dennis Kristensen.
Roman Volik startede i Supervin i januar. Om to år er han færdiguddannet handelselev med speciale i salg, og herefter er fremtidsplanerne allerede lagt.
- Måske jeg kan få en arbejdsplads her bagefter. Det kunne være fedt, siger han.