Nu kan nordjyske hjerteløbere kaldes ud til hjertestop: - Frivillige er en uvurderlig ressource
Foto: Region Nordjylland
Nu kan 6000 nordjyder kaldes ud, hvis der sker et hjertestop - Hjerteløberordningen er kommet til Nordjylland.
Fredag klokken 9.00 gik TrygFondens Hjerteløberordning i luften i Region Nordjylland. Det betød, at det korps af frivillige nordjyder, der er klar til at rykke ud og hjælpe i tilfælde af et hjertestop, voksede fra 1500 til massive 6000 personer.
De 1500 frivillige, der allerede har været klar til at tykke ud, har været tilmeldt de ordninger, der heder SMS-hjertestop og 1-1-2-akuthjælpere, men den største af de ordninger, der lader helt almindelige mennesker hjælpe til ved hjertestop er TrygFondens hjerteløberordning og det er den, der nu også findes i Nordjylland.
- Tid er afgørende
Gennemsnitligt sker der 1,5 hjertestop hvert døgn i Region Nordjylland og flere studier viser klart, at chancen for at overleve, øges markant, hvis der ydes hjertelungeredning og anvendes hjertestarter i de minutter der går, inden ambulancen kommer frem. Noget som de frivillige hjerteløbere skal være med til.
- Tid er afgørende, når det kommer til hjertestop, både i forhold til overlevelse og men-grad. I den sammenhæng er frivillige en uvurderlig ressource. Der vil ofte være frivillige - både i byer og på landet, der vil kunne nå frem til hjertestop før en ambulance. Vores vigtigste opgave på det præhospitale område er at redde liv, og her er al hjælp en stor hjælp, udtaler regionsrådsformand Ulla Astman i en pressemeddelelse.
Og fra fredag formiddag er der altså samlet 6000 nordjyder, der er klar til at rykke ud for at hjælpe. Ambitionen er dog, at det tal skal vokse til det dobbelte, så der skabes et fintmasket net af frivillige, der er klar til at træde til i tilfælde af hjertestop
Fakta om hjertestop:
- Der er årlige ca. 5.400 hjertestop uden for hospitalet i Danmark.
- I 77 % af tilfældene træder vidner til med livreddende førstehjælp, før ambulancen ankommer.
- Overlevelsen er firedoblet fra 2001 – 2018 steget fra 3,9% til 16%.
- Der bliver givet stød med hjertestarter i 19% af tilfældene i det offentlige rum
- Der bliver givet stød med hjertestarter i 6,4% af tilfældene i private hjem
- 76% af de, der overlever hjertestop, vender tilbage til arbejdsmarkedet.
Kilde: Dansk Hjertestopregister
Nordjyder kan hjælpe i København
TrygFondens Hjerteløberordning fungerer ved at en app registrerer hvor de tilmeldte frivillige befinder sig - og hvis der så sker et hjertestop, vil alarmcentralen sende alarm ud til de frivillige, der befinder sig indenfor en radius af 1800 meter. Det betyder, at nordjyder, der befinder sig i Region Midtjylland eller i Region Hovedstaden hvor Hjerteløberordningen også findes, kan blive kaldt ud til hjertestop der - og omvendt.
Når en person accepterer kaldet, får de oplyst en adresse og en opgave. Det kan nemlig både ske, at hjerteløberne skal løbe direkte til hjertestoppet og påbegynde hjertelungeredning - men det kan også være, hjerteløberen bliver sat til at hente den nærmeste hjertestarter.
- Det er efterhånden blevet helt naturligt for danskerne at handle ved hjertestop, og langt flere overlever i dag end tidligere. Men når det gælder brug af hjertestartere og overlevelse i private hjem, så har vi ikke set den samme positive udvikling som i det offentlige rum. I TrygFonden tror vi på, at de frivillige hjerteløbere kan få stor effekt på overlevelsen i både private hjem og det offentlige rum, udtaæer Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden i pressemeddelelsen.