Sarah lever med smerter: Operation udskudt på grund af sygeplejerskestrejke

Sarah Jensen fra Brønderslev er en af de nordjyder, som oplever længere ventetid til operationer på regionens hospitaler. Hos Dansk Sygeplejeråd undrer man sig over manglende reaktion fra politikerne.

Sarah Jensen skulle have fjernet galdeblæren som følge af galdesten, men hendes operation blev aflyst. Det betyder, at hun må leve med smerter, indtil hun kan få en ny tid til operation.

- Jeg døjer med at få hverdagen til at hænge sammen, og det går ud over mine børn, udtaler Sarah, der er stærkt påvirket af de gener, som den planlagte operation skulle have afhjulpet. I stedet for en snarlig operation må hun nu væbne sig med tålmodighed og smertestillende medicin.

quote Jeg er forundret over, at hverken arbejdsgivere eller politikere reagerer på denne situation – det er uholdbart, når så mange patienter får aflyste operationer.

Jytte Wester, kredsformand, Dansk Sygeplejeråd.

En uholdbar situation

Kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Region Nordjylland, Jytte Wester, understreger, at det ikke er intentionen at ramme patienter og borgere, men kalder det ”vilkårene når man strejker i sundhedsvæsenet.”

Hun efterlyser handling fra politikerne.

- Jeg er forundret over, at hverken arbejdsgivere eller politikere reagerer på denne situation. Det er uholdbart, når så mange patienter får aflyst deres operationer.

Hvem ligger bolden hos?

Regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman, udtaler til TV2 Nord, at det er Dansk Sygeplejeråd, der skal tage initiativ til at genåbne forhandlingerne, eftersom ”det er svært at se, hvilket nyt der skal til forhandlingsbordet, før sygeplejerskerne vil stemme ja til en aftale.”

Omvendt mener Jytte Wester, at bolden ligger hos arbejdsgiverne og politikerne.

- Hvor meget vil I betale for at få sygeplejerskerne tilbage på arbejde?, spørger hun.

Jytte Wester tilføjer desuden:

-Hvis Ulla Astman er i tvivl omkring sygeplejerskernes krav om et lønløft, så fortæller jeg det gerne igen.

Alt imens forhandlingsbolden bliver spillet frem og tilbage, kan Sarah Jensen ikke gøre meget andet end at vente på sin operation og se frem til en hverdag uden smerter. 


Seneste nyt

fra Nordjylland