Stramning i rygepolitikken: Regionen skodder smøgerne
Foto: Daniel Mikkelsen
De ansatte på Region Nordjyllands arbejdspladser må fra årsskiftet ikke længere ryge i deres arbejdstid.
Fra 1. januar må ansatte i Region Nordjylland ikke længere ryge i arbejdstiden. Venstre-politikeren, Martin Bech, stemte som den eneste imod den strammere rygepolitik.
Er man ansat i Region Nordjylland ligger årets nytårsforsæt lige til højrebenet. Nemlig at holde op med at ryge.
For sagen er ganske enkelt den, at fra 1. januar 2020 indføres der rygeforbud på alle Region Nordjyllands arbejdspladser.
Det vedtog et flertal af politikerne på dagens regionsrådsmøde.
Det vil sige, at hvor de ansatte i dag har mulighed for at forlade regionens matrikler for at ryge, mens de er på arbejde, bliver kursen fra årsskiftet strammet, så de ansatte ikke må ryge i deres arbejdstid.
Politiker frygter glidebane
Den eneste regionsrådspolitiker, der stemte imod de nye og strammere rygeregler, var Martin Bech fra Venstre.
- Det her er et stort indgreb i den personlige frihed. Det er klart, at folk ikke skal rende ud og ryge hele tiden, når de bliver betalt for at arbejde. Men har folk lige en pause, eller vil de have en smøg, inden de skal på arbejde, så skal vi ikke blande os i det, siger Martin Bech.
For hvad er det næste, vi skal tage hånd om, i forhold til medarbejdernes personlige sundhed. Det kunne jo være fødevarer, krav om motion, og hvornår de ansatte skal passe deres sengetid.
Martin Bech, regionsrådpolitiker, Venstre
Han mener, at den nye strammere kurs er at gå for vidt, og han frygter, at det bliver en glidebane.
- For hvad er det næste, vi skal tage hånd om, i forhold til medarbejdernes personlige sundhed. Det kunne jo være fødevarer, krav om motion, og hvornår de ansatte skal passe deres sengetid, siger Martin Bech, der fortæller, at han til tider tænder en smøg.
Er det ikke godt, at regionen som arbejdsplads gør noget for de ansattes sundhed og måske giver det skub, der skal til, for at få den ansatte til at holde op med at ryge?
- Det kan sagtens være det skub. Men spørgsmålet er, om man skal give det skub. Som jeg sagde til regionsrådsmødet, er de nye regler selvfølgelig lavet i den bedste mening. Men vi kan bare komme til at indskrænke folks frihed ret kraftigt stille og roligt i den bedste mening, siger Martin Bech.
Med den formulering mener han, at rygelovgivningen er rullet ud stille og roligt, og samtidig er den personlige frihed, ifølge Martin Bech, blev indskrænket.
Baggrunden for den restriktive rygepolitik, som politikerne i dag vedtog, er, at Danske Regioner opfordrer til at indføre røgfri arbejdstid for alle regioner i 2020. Initiativet er en del af projekt Røgfri Fremtid, hvor målet er en røgfri generation i 2030. Røgfri Fremtid er et partnerskab etableret af Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden.