Nærhedsprincip: Hospitalet i Thisted får ny afdeling
Foto: Johnni Isaksen
Det er nu muligt for øre-næse-halspatienter at blive behandlet på hospitalet i Thisted. Det skal være med til at fastholde nærhed i forhold til borgerne.
Stritøreoperationer, fjernelse af mandler og næseskillevægsoperationer. Det er nogle af de ting, som borgere nu kan få behandlet på Thisted Sygehus. Thisted har nemlig igen fået en øre-næse-halskirurgiskafdeling. Så borgere fra Thy og Mors, der skal tilses på denne afdeling, behøver ikke længere køre så langt.
For mange patienter vil den samlede tid, de skal bruge på et sygdomsforløb blive kortere, alene fordi man skal bruge mindre tid på transport og på at finde en parkeringsplads.
Ledende overlæge på Øre-, Næse-, Halskirurgisk Afdeling, Henrik Jacobsen
- For patienterne betyder det, at der i hospitalsregi etableres et trygt, nært og nemt øre-, næse-, halskirurgisk tilbud. For mange patienter vil den samlede tid, de skal bruge på et sygdomsforløb blive kortere, alene fordi man skal bruge mindre tid på transport og på at finde en parkeringsplads. Samtidig giver det god mening at udnytte de eksisterende lokaler og apparaturer, siger ledende overlæge på Øre-, Næse-, Halskirurgisk Afdeling, Henrik Jacobsen.
Det er ikke kun patienter, der nyder godt af den nye afdeling. Den vil nemlig være med til at fastholde flere arbejdspladser i Thisted. Der er knyttet flere sygeplejersker til den kirurgiske afdeling, som vil have fast arbejdsplads i Thisted. Ledende overlæge Henrik Jacobsen håber, at afdelingen kan tiltrække flere opgaver med tiden.
- Man kunne overveje at udvide tilbuddet med eksempelvis mere komplicerede behandlinger. Der er meget fine faciliteter i Thisted i forhold til lokaler, ambulatorier og operationsstuer. Og det ville give god mening at udnytte de eksisterende operationsstuer og samtidig styrke nærhedsprincippet endnu mere, siger Henrik Jacobsen.
Afdelingen modtog sine første patienter d. 10. januar.