Nordjyske Villy hyldes på historisk frimærke

Villy Rønn fra Thisted er en af fem "hverdagshelte", der er med i en ny frimærkeserie fra Postnord.

Villy Rønn fra Thisted har fået en plads i historiebøgerne. Han er nemlig en af fem danskere, der er portrætteret i en ny frimærkeserie fra Postnord.

De fem danskere, der kommer til at pryde frimærkerne, er de første nulevende, ikke-royale personer, der får plads på et frimærke. Dermed er Villy Rønn altså med til at skrive danmarkshistorie.

Og hvem er Villy Rønn så, og hvorfor har han fundet vej til et frimærke? Den historie får du her.

- Villy er en af hverdagens helte, fordi han er en ildsjæl, som betyder meget for mange mennesker, og fordi hans lokalsamfund nyder meget stor gavn af hans indsats, skriver Postnord om baggrunden for at lave et frimærke med thyboen.

Hyldes for frivillig indsats

Postnord har sammen med Falck sat sig for at hylde nogle af hverdagens helte ved at producere i alt fire millioner frimærker med "hverdagshelte" fra de fem danske regioner.

I Region Nordjylland går pladsen på frimærket til Villy Rønn, som er leder af værestedet Solstrålen Thy i Thisted.

- Siden Villy blev pensioneret fra sit arbejde på grund af en ryglidelse, har han brugt utallige timer som frivillig i blandt andet fodboldklubben og handicaprådet. Han har været bisidder, når udsatte borgere mødtes med sagsbehandlere, og han er i dag leder af et værested, hvor han yder en kæmpe indsats for tidligere misbrugere, skriver Postnord.

- Villy spreder glæde og godt humør, hvor han færdes, han er en formidabel lytter, der fortjener stor tak og respekt, lyder det om thyboen.

Omkring 1000 personer har været nomineret i konkurrencen om at blive de fem udvalgte, der er blevet portrætteret. Frimærkerne er tegnet af Thomas Thorhauge og bliver udgivet den 16. september.

TV2 Nord mødte Villy Rønn i april, da det blev offentliggjort, at han blev en del af frimærkeserien. Se interviewet her:


Seneste nyt

fra Nordjylland