Startede brand og truede med at gøre skade på sig selv - nu er han dømt
Foto: TV MIDTVEST
Den 26-årige mand befandt sig på taget af den brændende bygning, hvor han truede med at gøre skade på sig selv, hvis beredskabet forsøgte at slukke branden.
En 26-årig mand er onsdag blevet dømt ved Retten i Holstebro for brandstiftelse i Hurup ved Thy tilbage i januar.
Èt og ni måneders fængsel.
Sådan lyder dommen for den 26-årige mand fra Thisted, der tilbage i januar startede en brand på en ejendom i Hurup ved Thy.
Manden blev onsdag dømt ved Retten i Holstebro, og den 26-årige mand tog imod dommen.
- Retten har i dag har fundet den pågældende mand skyldig i alle de forhold, som anklagemyndigheden havde rejst tiltale for, siger anklager Nanna Krøyer Lundhøj fra anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelse.
Truede med at gøre skade på sig selv
Branden fandt sted 6. januar på en adresse i Hurup, og det viste sig at skulle være en påsat brand.
Gerningsmanden befandt sig på taget af bygningen, hvor han truede med at gøre skade på sig selv, hvis brandvæsenet forsøgte at slukke ilden.
Midt- og Vestjyllands Politi og beredskabet iværksatte derfor en større aktion for at få manden ned og for at slukke branden.
Det lykkedes, uden at nogen kom til skade, og nu er den 26-årige altså dømt i sagen.
Skyldig i flere forhold
Hændelsen trak mange fra lokalområdet til på dagen, og ifølge anklager Nanna Krøyer Lundhøj har sagen fyldt meget blandt beboerne i byen Hurup.
- Nu er der sat et endeligt punktum i sagen, så indbyggerne i byen ikke længere behøver tænke på den, siger anklager Nanna Krøyer Lundhøj fra anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Den 26-årige blev også kendt skyldig i flere forhold. Han blev blandt andet kendt skyldig i at have begået hærværk, for at have begået et indbrudstyveri fra en restaurant og for at have været i besiddelse af knive i offentligheden.
Ved retten blev den 26-årige samtidig dømt til at skulle betale sagens omkostninger, samt til at skulle betale for de skader, der er blevet påført ejendommen i Hurup.