Uddannelse investerer i virtuelle svejseanlæg: Direktør ser flere fordele

- Man kan øve sig igen og igen. Man kan faktisk lære at svejse uden at skulle sidde i arbejdstøjet og i svejsekabinerne, lyder det fra direktøren på EUC Nordvest.

Julegaverne kommer tidligt i Thisted i år.

EUC Nordvest har tirsdag modtaget de 10 virtuelle svejseanlæg, de har indkøbt.

En investering, der ifølge skolen selv bringer erhvervsskolen helt i front inden for avanceret svejseundervisning. Det er skolen selv samt en donation fra Fiskeafgiftsfonden, der har gjort købet muligt.

- Det giver en mulighed for at få flere læringstimer på den enkelte elev, siger Hans Christian Jeppesen, der er direktør på EUC Nordvest, til TV2 Nord og uddyber:

- Man kan øve sig igen og igen. Man kan faktisk lære at svejse uden at skulle sidde i arbejdstøjet og i svejsekabinerne. Det er simpelthen en mere effektiv måde at indøve grundprincipperne i svejsning på, siger han.

quote Man kan øve sig igen og igen. Man kan faktisk lære at svejse uden at skulle sidde i arbejdstøjet og i svejsekabinerne. Det er simpelthen en mere effektiv måde at indøve grundprincipperne i svejsning på.

Hans Christian Jeppesen, direktør, EUC Nordvest

En anderledes oplevelse

De virtuelle svejseanlæg er baseret på Augmented Reality-teknologi, så de kombinerer altså data fra den virkelige verden med data fra den virtuelle verden.

De styres ved hjælp af en svejsehjelm med indbygget Virtual Reality-skærm samt håndtag med indbygget kamera og censor.

Det betyder, at eleverne kan øve sig i at svejse – uden at svejse rigtigt.

- Det er sjovt. Det er meget anderledes. Men jeg tror, det er godt til de unge mennesker, der aldrig har prøvet det før, så de kan prøve det på den her måde, siger Jonas Gad, der er faglærer på EUC Nordvest.

Jonas Gad, der er faglærer på EUC Nordvest, afprøver de nye, virtuelle svejseanlæg.
Jonas Gad, der er faglærer på EUC Nordvest, afprøver de nye, virtuelle svejseanlæg.
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Flere fordele ved virtuelle svejseanlæg

Ifølge direktøren for EUC Nordvest er der flere fordele ved de nye virtuelle svejseanlæg.

- Fordelen er, hvis man kigger på selve forbruget, at der ikke er noget strøm, gas eller metal, siger Hans Christian Jeppesen og uddyber:

- Men fordelen er også, at eleven igen og igen kan indøve den samme disciplin uden at forbruge dyrt materiale. 

Direktøren håber og tror på, at systemet kan give eleverne den rigtige håndstilling og den rigtige motorik, så når eleverne på et tidspunkt kommer ud i de rigtige svejsekabiner, så vil de langt hurtigere kunne indøve svejseteknikken.

Tages endeligt i brug fra januar

Svejse-computerspillene har ifølge direktør på EUC Nordvest, Hans Christian Jeppesen, givet gode resultater i andre lande i form af fremmende læringsproces, reduceret læringstid og mere kompetente svejsere.

- Vi håber og tror på, at vi allerede fra januar kan byde nye, kommende svejsere velkomne på introduktionsforløb, hvor de kan få lov til at teste det af, siger direktøren.


Seneste nyt

fra Nordjylland