2180 nye tilfælde af coronavirus i Danmark
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Danmark har søndag konstateret 2180 nye tilfælde af coronavirus. Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut. Arkivfoto
I alt er 1174 personer nu døde med coronavirus i Danmark.
Danmark har søndag konstateret 2180 nye tilfælde af coronavirus. Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.
Der er kommet svar på 55.363 prøver. Det betyder, at knap 4 procent af prøverne var positive.
- At positivprocenten er så høj, er udtryk for, at det har været jul, og at vi desværre har set noget spredning hen over julen. Selvom vi har opfordret til at holde igen og passe på med at være sammen mange mennesker, må vi nok indstille os på, at flere har været sammen, og at der er sket smitte, siger Jan Pravsgaard Christensen, professor i immunologi ved Københavns Universitet.
Færre test end før jul
Det er dog ikke til at sige, om positivprocenten er helt retvisende, da der er foretaget markant færre test end i dagene op til jul.
Hvis en del af de usikre med få eller ingen symptomer på covid-19 ikke er dukket op ved testcentrene, er tallet søndag blevet ekstraordinært højt, fordi det primært er nære kontakter og folk med symptomer, der testes, siger Jan Pravsgaard Christensen:
- Havde positivprocenten været på knap fire med over 100.000 testede, havde det på sin vis været skræmmende, siger han.
Når der de kommende dage testes langt flere, vil det derfor være interessant at følge, om positivprocenten igen stabiliserer sig, lyder vurderingen fra Jan Pravsgaard Christensen.
Lørdag var der 1834 nye tilfælde på 52.699 prøver. Der er søndag registreret yderligere 21 dødsfald. I alt er 1174 personer nu døde med coronavirus i Danmark.
41 nye indlæggelser
Antallet af indlæggelser er steget med 41, hvilket bringer det samlede indlæggelsestal op på 817. Det er det hidtil højeste.
102 patienter er i intensivbehandling, heraf er 65 i respirator.
- Man skal huske, at de indlæggelser, man ser nu, er en konsekvens af, hvad der skete for 8-10 dage siden, og det var, mens det var allerværst. Så har der været en pause, hvor det er faldet lidt til ro hen over julen og lige op til, siger Jan Pravsgaard Christensen.
Det er første gang, der kommer nye daglige coronatal, efter at Danmark er begyndt at vaccinere mod coronavirus.
De først personer blev vaccineret forskellige steder i landet omkring klokken ni søndag.