90.000 danskere løber 'Royal Run' i dag: Sådan påvirkes trafikken
Foto: Lars Møller / Royal Run
Løbeglade danskere indtager Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved, København og Bornholm mandag. Få overblikket overblikket over løbene her.
Kronprins Frederik leder an, når 90.000 danskere i dag løber 'Royal Run'.
Løbet afholdes for fjerde gang nogensinde - denne gang i byerne Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved, København/Frederiksberg og på Bornholm.
Her kan både børn, voksne, ældre, nybegyndere og rutinerede løbere deltage i ruterne One Mile (1,6 kilometer), 5 og 10 kilometer.
Kronprins Frederik løber selv med i byerne Aalborg, Aarhus og København. Mens kronprinsesse Mary deltager i Kolding og Næstved. På Bornholm er der ikke royal deltagelse.
Løbet sættes i gang i de første byer omkring klokken 10 og slutter først sen aften i København.
Det betyder, at en lang række veje i byerne vil være afspærret i løbet af dagen.
Her får du et overblik over løbene i de forskellige byer, og hvilken betydning det får for trafikken.
Omkring 10.000 danskere er tilmeldt løbet i Aalborg, der sættes i gang klokken 10 af kronprins Frederik. For første gang nogensinde går løbet over Limfjordsbroen.
En række veje vil være lukkede i tidsrummet klokken 6 til 18.
Fem andre steder
I år kommer 'Royal Run' også til Kolding, hvor cirka 14.000 løbere er tilmeldt, og løbet blev hurtigt udsolgt. Første løb sættes i gang klokken 10, og klokken 11.30 løber kronprinsesse Mary med på One Mile-ruten.
En række veje til være lukket for biltrafik i tidsrummet 7 til 18.
I Aarhus deltager cirka 15.000 løbere i 'Royal Run'. Her bliver første løb sat i gang klokken 11.30, og kronprins Frederik løber med på 5-kilometerruten.
En lang række veje i Indre by og Latinerkvarter samt veje som Strandvejen og Kongevejen vil løbende være lukket for biltrafik i tidsrummet klokken 7 til 18.
Næstved er ligesom Kolding en debutant-by, når det kommer til 'Royal Run'. Her blev løbet også hurtigt udsolgt, da knapt 14.000 danskere har tilmeldt sig. De første løbere sættes i gang klokken 13.15, og kronprinsesse Mary løber med på 5-kilometerruten.
Næstved kommune meddeler at store dele af byen vil være lukket for biltrafik fra klokken 7 til 20, og det vil derfor ikke være muligt at komme ind og ud af området med bil.
I København begynder løbet klokken 10, hvor knapt 40.000 danskere er tilmeldt.
Kronprins Frederik ankommer sent på dagen og løber 10-kilometerruten.
Der vil være vejlukning og parkeringsforbud på en række gader i tidsrummet 6 til 24.
På Bornholm er lidt over 500 løbere tilmeldt. Løbet begynder klokken 11 og slutter nogle timer senere. Enkelte veje vil i den forbindelse være delvist afspærret.
Du kan følge 'Royal Run' på TV 2 og TV 2 PLAY her.