Anklage om brug af lyddæmpere i terrorsag overrasker PET-chef
Foto: Nils Melvang
Politiet arbejder i en opgang Valby i den mulige terrorsag onsdag den 11. december 2019.
Politiet har formentlig afværget en meget alvorlig terroraktion, lyder det fra tidligere chef i Politiets Efterretningstjeneste.
Ved to separate retsmøder ved Dommervagten i København blev i alt otte af de anholdte fra onsdagens store politiaktion fremstillet i grundlovsforhør.
Det kan være fordi, man ville dræbe flest mulige, inden det bliver opdaget, hvad der er i gang, ved at ingen hører knaldene. Det har jeg bare aldrig oplevet før.
Frank Jensen, tidligere PET-chef
Ved det ene retsmøde kom det frem, at fem af de sigtede – fire mænd og én kvinde - ifølge sigtelsen har forsøgt at skaffe sig ammunition, pistoler og lyddæmpere.
Og netop detaljen med lyddæmpere overrasker den tidligere PET-chef Frank Jensen:
- Normalt ser vi ved terroraktioner, at det med det samme går ud på at skræmme befolkningen ved bare skyde.
Altså drejer det sig for terrorister om at lave så meget larm og kaos som muligt.
Ifølge Frank Jensen kan følgende forklaring ligge bag valget af lyddæmpere:
- Det kan være fordi, man ville dræbe flest mulige, inden det bliver opdaget, hvad der er i gang, ved at ingen hører knaldene. Det har jeg bare aldrig oplevet før.
Tyder på en ”spektakulær” terrorsag
I det andet retsmøde, hvor de resterende tre sigtede blev fremstillet, kom det ifølge anklageskriftet frem, at de har forsøgt at fremstille eksplosiver - blandt andet sprængstoffet TATP.
De to sager giver indtil videre Frank Jensen indtryk af, at politiet har afværget en ”meget stor terrorhandling”.
- Det, at man i Danmark eller i udlandet ville lave to forskellige slags angreb, det ene med sprængstof og den anden med våben, er i sig selv meget spektakulært.
De sigtede
De tre, der sigtes for at fremstille bomber, er to mænd på 21 år, som er mellemøstlige af udseende, og en kvinde på 38 år. Kvinden var iført niqab og handsker og fremstod nervøs over situationen.
De to mænd havde begge skæg. Den ene var langhåret med håret sat om i en knold, mens den anden havde kort hår. De fremstod begge to afslappede i retten, hvor de svarede meget kortfattet. De to mænd nægtede sig via deres forsvarsadvokater skyldige.
Kvindens forsvarer udbad sig betænkningstid i forhold til, hvordan kvinden stiller sig over for sigtelsen. Ingen af de tre brugte tolk.
De fem, der sigtes for at have fremskaffet sig pistoler, er i alderen 19 til 28 år. Der var tale om en 26-årig mand iklædt ternet skjorte, en 25-årig mand iklædt sort trøje og sort vest samt en kvinde på 28 år, der bar en sort klædedragt og sort slør. De to sidste sigtede var en mand på 19 år med langt skæg og stribet polotrøje og en 24-årig mand med halvlangt krøllet hår, sort t-shirt og blå joggingbukser.
Alle fem nægter sig skyldige.
Ved Odense Byret blev en niende fremstillet i grundlovsforhør. Der er tale om en mand på 29 år med kort sort hår og skæg. Han var iført briller, arbejdsbukser og sko af mærket Airtox. Han blev tolket på engelsk.
Her har dommeren dog erklæret sagen for lukket med dobbelte døre. Det vil sige, at offentligheden ikke får kendskab til, hvad sigtelsen går ud på.