Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Din årsopgørelse er klar – her er tre fradrag og en joker, du skal holde øje med

Foto: Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik

Coronapandemien har haft indflydelse på stort set alt i 2020, og årsopgørelsen er ingen undtagelse.

Fordi så mange danskere har arbejdet hjemmefra det seneste år, udregnes kørselsfradraget ikke automatisk i årsopgørelsen.

Allerede nu kan du gå på skat.dk og tjekke din årsopgørelse, for at se om du skal have penge tilbage, eller om du skal betale restskat.

Og i år er der fradrag, som du skal være særligt opmærksom på.

2020 var nemlig på alle måder et usædvanligt år, hvor coronakrisen havde indflydelse på stort set alt – også dine skattesager.

TV 2 har talt med Helle Snedker, kundedirektør og partner i Formuepleje, og hun peger på særligt tre fradrag – og en joker - som danskerne skal holde øje med, når de i den kommende tid tjekker årsopgørelsen.

I bunden af artiklen kan du se en samlet liste over de fradrag, du kan trække fra.

Du kan indberette fradrag frem til 1. maj.

1. Kørselsfradrag

I et normalt år overfører Skattestyrelsen automatisk kørselsfradraget fra det foregående år til årsopgørelsen for cirka en tredjedel af de omtrent 1,2 millioner danskere, der bruger fradraget.

Men sådan er det ikke denne gang.

Fordi så mange danskere har arbejdet hjemmefra det seneste år, udregnes kørselsfradraget ikke automatisk. Du skal altså selv aktivt indtaste antallet af dage, hvor du har været af sted på arbejde.

Skat.dk hjælper dig dog i år på vej til at angive det korrekte kørselsfradrag med en regnemaskine, der måned for måned viser det normale antal arbejdsdage, og som også hjælper med at huske ferier og omsorgsdage.

Kørselsfradraget er et af de vigtigste på årsopgørelsen, og normalt trækker danskerne 19,5 milliarder kroner fra i kørsel. Det tal ventes at falde kraftigt i år.

2. Håndværkerfradrag

Utroligt mange danskere har det seneste år brugt penge på at shine hjemmet op, og hvis man ikke er gør det selv typen, har det sandsynligvis været nødvendigt med professionel hjælp fra en håndværker.

I nogle tilfælde kan det trækkes fra.

Det gælder, hvis du eksempelvis har fået isoleret tag, gulv og ydervægge eller installeret varmepumper.

Konkret kan du trække håndværksydelser til en værdi af 12.500 kroner fra per person. Beløbene gælder kun for arbejdslønnen, og du skal have betalt elektronisk.

Ifølge Helle Snedker er håndværkerfradaget typisk noget, danskere glemmer, men i år er der så mange, som kan benytte det, at det er vigtigt at gøre opmærksom på.

3. Køb af bolig

2020 slog mange rekorder på boligmarkedet. Sjældent er priserne steget så meget, og sjældent er der blevet solgt så mange boliger, som tilfældet var.

Hvis du er en af de mange danskerne, som har købt en bolig, så skal du være ekstra opmærksom på din årsopgørelse. Det er der to grunde til.

For det første skal du tjekke, om du har betalt den rigtige ejendomsskat. Du betaler automatisk fra den dag, du overtager boligen, men reelt skal du først betale fra den dag, du flytter ind. Har du overtaget skødet 1. maj, men først er flyttet ind 1. september, er det altså fra september, du skal betale ejendomsskat. Det skal du selv rette.

Derudover vil der for de fleste have været udgifter i forbindelse med optagelsen af lån til boligkøbet. De kan trækkes fra. Læs mere om det i listen længere nede.

Feriepenge er en joker

I efteråret 2020 blev der i alt udbetalt 52,1 milliarder kroner i indefrosne feriepenge.

For de fleste lønmodtagere blev der automatisk trukket det korrekte beløb i skat af pengene, men for de, der lå lige på grænsen til at skulle betalt topskat, er det en anden sag, fortæller Helle Snedker.

- Hvis man ikke ændrede sin forskudsopgørelse dengang eller placerede pengene i sin pension, så venter der formentlig et skattesmæk, siger hun.

Man skal betale topskat af den del af ens årlige indkomst, der overstiger 531.000 kroner, efter arbejdsmarkedsbidraget er trukket fra.

Selvom Helle Snedker forventer, at nogle vil skulle betale penge tilbage på grund af feriepengene, er hun ikke bekymret på danskernes vegne.

Ifølge hende var der så meget mediefokus på problematikken i efteråret, at de fleste danskere burde have taget deres forholdsregler.

Hvor mange, der ender med at få et skattesmæk, vil den kommende tid vise.

Det plejer at være cirka 25 procent, som skal betale penge, mens 75 procent kan se frem til en udbetaling 9. april.

Det kan du trække fra i skat:

Kørsel

Du kan få fradrag, hvis du har mere end 12 kilometer på arbejde hver vej. Altså samlet set 24 kilometer på en arbejdsdag.

Kører du mellem 25 og 120 kilometer om dagen for at komme på arbejde, kan du trække 1,96 kroner fra per kilometer med undtagelse af de første 24 kilometer. For al kørsel over 120 kilometer er beløbet 99 ører per kilometer. 

Vær opmærksom på, at det kun er det faktiske antal arbejdsdage, der tæller. Sygedage, kursusdage og hjemmearbejdsdage skal trækkes fra. Og netop hjemmearbejdsdage har der været mange af for de fleste i 2020. 

Håndværks- og serviceydelser

Har du fået udført visse service- eller håndværksydelser i dit hjem eller i din fritidsbolig, kan du trække dem fra i skat. 

Konkret kan du trække serviceydelser for 6200 kroner og håndværksydelser til en værdi af 12.500 kroner fra per person. Beløbene gælder kun for arbejdslønnen, og du skal have betalt elektronisk.

Hvilke service- og håndværksydelser der konkret giver fradrag, kan du se her.

Boligkøb og omlægning af lån

Du betaler automatisk ejendomsskat fra den dag, du overtager boligen, selv om det reelt set først skal være fra den dag, du flytter ind. Har du overtaget skødet 1. maj, men først flyttet ind 1. september, er det altså fra september, du skal betale ejendomsskat. Det skal du selv rette. 

Derudover vil der for de fleste have været udgifter i forbindelse med optagelsen af lån til boligkøbet, der kan trækkes fra.

Blandt dem er den såkaldte garantiprovision, der er et beløb, du betaler banken for at stille en garanti, indtil realkreditlånet er tinglyst. 

Aktier og investeringer

Hvis du er en af de mange danskere, der har handlet med aktier i 2020, skal du huske at kontrollere, om skattevæsenet har oplysninger om det. Ellers er der risiko for, at du ikke kan få fradrag for tab på aktier, når du engang i fremtiden sælger dem.

Har du solgt børsnoterede aktier med tab i tidligere år, så kontrollér også, at skattemyndighederne har disse oplysninger. 

Et tab skal anføres med et minus foran beløbet på årsopgørelsen.

Børne- og underholdsbidrag

Børne- og underholdsbidrag bliver alene indberettet til skattemyndighederne, hvis ordningen går via det offentlige.

Mange fraskilte personer indgår dog selv bindende aftaler om børne- og underholdsbidrag. Disse personer skal selv sørge for at fratrække det fradragsberettigede bidrag på årsopgørelsen. 

Donationer og velgørenhed

Hvis du betaler til en eller flere velgørende organisationer, kan du trække beløbet fra i skat. Den øvre grænse er dog 16.300 kroner. Donationer til forskning kan trækkes fra uden øvre grænse.

I udgangspunktet er det op til den velgørende organisation at indberette din donation. Det sker derfor helt automatisk, hvis du har oplyst dit CPR-nummer i forbindelse med donationen. Hvis du ikke har, skal du selv indberette beløbet. 

Kost, logi og småfornødenheder

Har du været ’sendt ud’ for dit arbejde i mere end 24 timer til et sted, hvor du ikke har haft mulighed for at overnatte hjemme, er det muligt at få et fradrag til kost og logi. Der er dog en række krav. 

Din arbejdsgiver må for eksempel ikke dække dine udgifter, du skal ikke have modtaget en skattefri godtgørelse fra din arbejdsgiver, og så må du heller ikke have udlejet din sædvanlige bolig, mens du er bortrejst.

Du kan læse mere om fradragene for diæter her.

Udgifter for at kunne udføre dit arbejde

Du kan trække udgifter fra til såkaldte ”øvrige lønmodtagerudgifter”. Det kan eksempelvis være kurser eller bøger, der har til formål at vedligeholde eller ajourføre din faglige uddannelse. 

Det er krav om, at du er lønmodtager, at du kan dokumentere dine udgifter, og at der er tale om udgifter, der ikke er private, men nødvendige for at erhverve, sikre eller vedligeholde din indkomst.

Renteudgifter

Renteudgifter til realkredit- og banklån bør blive indberettet automatisk, men der kan ske fejl. Har du et lån med en anden person, og er lånet ikke lige fordelt, skal dette rettes, da skattemyndighederne tager udgangspunkt i, at I hver hæfter for halvdelen af lånet – og dermed renterne.

Endelig kan du få fradrag for dine renteudgifter, hvis du har optaget lån hos privatpersoner. Det kræver dog, at du oplyser til skattemyndighederne, hvem du har lånt pengene af. Disse renteudgifter indberettes ikke automatisk, og du skal derfor selv indtaste oplysningerne.

Negative renter

Har du betalt negative renter i 2020, kan de trækkes fra i skat. Typisk udgør fradraget omkring en tredjedel af renteudgifterne. Så har du betalt 3000 kroner i minusrenter, vil du typisk få cirka 1000 kroner i hånden.

Beløbet bør automatisk blive indberettet af din bank, men tjek selv for en sikkerheds skyld i afsnittet om ”Renteindtægter af indestående i pengeinstitutter med videre”.


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Helikopter finder person i vandet: Er fløjet til sygehuset i Aalborg

Foto: Arkiv

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.