Dronning Margrethe takkede sundhedspersonales kamp mod corona
Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix
Dronningen forsøgte også at opmuntre danskerne midt i en mørk tid.
Dronning Margrethe benyttede en stor del af sin traditionelle nytårstale til at takke det sundhedspersonale, der har stået i front i kampen mod coronapandemien siden marts.
- En dybfølt tak til de mange, der fra første færd har arbejdet på at teste os og stoppe smittespredningen, sagde Dronning Margrethe.
- De talte ikke timerne eller dagene. De lindrede. De forskede af al magt for at forstå sygdommen.
Takkede medarbejderne
Hun takkede også medarbejderne på plejehjem.
- Min tak går også til medarbejderne på vore mange plejehjem og væresteder, der værner om og opmuntrer beboerne, som må savne den nære kontakt med deres pårørende.
Hun glædede sig også i talen over, at vaccinen nu er her, og at vaccination af danskerne er begyndt.
Takkede for fødelsdagshilsner
Hun takkede også for de hilsner, hun fik på sin 80 års fødselsdag i april - også selv om den store fejring måtte aflyses.
- Aldrig er jeg blevet fejret så overvældende og varmt. Det blev min mest mindeværdige fødselsdag, sagde dronning Margrethe.
Dronningen forsøgte også at se de positive sider ved pandemien - mange danskere har i ferien fået set deres eget land, og vi lærte nye måder at omgås på.
- Vi er mødtes på nettet, gik ud i naturen og måske oplevede vi foråret stærkere end nogensinde. Vi har mærket, hvor meget kontakten til andre betyder, sagde hun.
Kan lære af det år, der er gået
Hun sagde også, at klimaet har fået det bedre under pandemien.
Dronningen sagde også, at vi kan lære af det, vi har oplevet i det forløbne år.
- Krisen har medført forandringer, både på det personlige og samfundsmæssige plan. Lad os forsikre hinanden om, at vi på den anden side af krisen vil huske, hvad vi har været igennem. Lad os tage de gode erfaringer med os, og lad os prøve at indrette vores liv efter dem, sagde dronning Margrethe.