"En bombe" - Landin-skifte skaber overskrifter i udlandet

Flere internationale medier bider mærke i, at Aalborg Håndbold nu fortsætter den markante oprustning, der begyndte sidste år.

Eine traurige Nachricht für alle Fans des THW Kiel. En trist nyhed for alle fans af THW Kiel.

Sådan skriver lokalavisen Kieler Nachrichten, efter det mandag er kommet frem, at den danske landsholdsmålvogter Niklas Landin i sommeren 2023 vil skifte Tyskland og THW Kiel ud med Danmark og Aalborg Håndbold.

Danskeren, der for nylig blev kåret for verdens bedste mandlige håndboldspiller for anden gang i træk, havde egentlig kontrakt med Kiel frem til 2025, men grundet en særlig klausul har det været muligt med et tidligere skifte.

Og det er ikke kun noget, der vækker interesse i lokalområdet og i Danmark. Langt de fleste store medier i Tyskland og internationale håndboldmedier har således noteret det opsigtsvækkende skifte.

Hamburger Morgen Post kalder det for "en bombe", at den tyske traditionsklub næste år må vinke farvel til Niklas Landin efter otte års samarbejde. Heller ikke N-TV Nachrichten er bange for at finde de store ord frem.

- THW Kiel mister en af deres bedste spillere. Målvogter Niklas Landin flytter tilbage til sit hjemland, Danmark, næste år.

- Aalborg Håndbold er i øjeblikket i gang med at rekruttere flere af de bedste danske spillere til deres hold, skriver N-TV Nachrichten.

Sky Sport, Handballer News, NDR, franske Teknomers, TV 2 Norge og Handball Planet har ligeledes registreret nyheden.

Aalborg opbygger "sandt drømmehold"

Niklas Landin er bare den seneste af en række store stjerner, der har skrevet under på en kontrakt med de danske mestre, der sidste sæson var i Champions League-finalen.

Inden denne sæson skiftede islandske Aron Pálmarsson, svenske Jesper Nielsen og norske Kristian Bjørnsen til Aalborg, og til sommer kommer Mikkel Hansen.

At Aalborg nu fortsætter den markante oprustning er noget, som flere håndboldmedier bider mærke i.

Franske HandNews skriver, at nordjyderne er "i gang med at opbygge et sandt drømmehold".

- Det danske megaprojekt fra Aalborg tager endnu en stor drejning med dagens præsentation om ankomsten af den danske landsholdsspiller Niklas Landin i 2023.

Hos Handbollskanalen på den anden side af Øresund skriver de, at Aalborgs "enorme investeringer fortsætter".

- Der er ingen tvivl om, at han stadig er en af verdens bedste spillere. Aalborg, der har investeret voldsomt de seneste år, vil naturligvis blive endnu bedre med Landin i målet.

Niklas Landin har skrevet under på en kontrakt, der løber fra 2023 til 2027.


Seneste nyt

fra Nordjylland