En skandale, siger Aalborg om europæisk afgørelse

Aalborg jagter det bedst mulige udgangspunkt før slutspillet i Champions League, hvor en af rivalerne er blevet tildelt en skrivebordssejr.

På ti dage spiller Aalborg Håndbold de tre sidste gruppekampe i Champions League, hvor klubben lige nu ligger på en imponerende tredjeplads.

En placering, der vil give en ottendedelsfinale mod den modsatte gruppes nummer seks. Men hvor Aalborg er tvunget til at forsvare sin placering, bliver nærmeste forfølger, ukrainske Motor Zaporozhye, tildelt en skrivebordssejr over THW Kiel, der på grund af en lang række coronaaflysninger og -udskydelser ikke rejser til kampen i Ukraine.

- Det er en skandale. Det er jeg nødt til at sige. Jeg synes, at det er utilstedeligt, siger Stefan Madsen, der er cheftræner i Aalborg Håndbold, til Politiken.

Grundet coronapandemien kan alle kampe ikke afvikles, så alle 16 deltagere er sikret adgang til slutspillet. Nummer et i den ene gruppe møder nummer otte i den anden. Og så videre.

Aalborg møder THW Kiel, Motor Zaporozhye og Celje i de tre resterende kampe. Motor er garanteret to point mod Kiel.

I skrivende stund står Aalborg til at møde FC Porto. I værste fald kan Aalborg i stedet rende ind i Paris Saint-Germain.

- Jeg har ikke set nogen begrundelse for, at vi skal til Kiel, og Kiel ikke skal til Zaporozhye. I sidste ende så kan det jo have kæmpe betydning for vores placering i gruppen. Det hører ingen steder hjemme, siger Madsen til Politiken og retter kritikken mod det europæiske håndboldforbund, EHF.

Aalborg og THW Kiel mødes tirsdag aften i det nordjyske.

Det indleder en periode med 4 kampe på 13 dage for de danske mestre. Det er vand ved siden af Kiels program, hvor der på 12 dage skal spilles 6 kampe.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Og jeg håber ikke, at jeg i fremtiden skal opleve noget lignende, siger Kiel-målmanden Niklas Landin til klubbens hjemmeside.


Seneste nyt

fra Nordjylland