Fra Fårup Sommerland til VM-helt – dansk matchvinder i vild rejse
Foto: Luisa Gonzalez/Reuters/Ritzau Scanpix
Amalie Vangsgaard (i midten) jubler over sin første landsholdscoring ved VM i Australien og New Zealand.
For fem år siden lå det ikke i kortene, at Vangsgaard skulle blive Danmarks matchvinder mod Kina. Dengang spillede hun nemlig ikke engang fodbold.
Ekstase og lykke. Følelsen over at se det første danske VM-mål i 16 år gå ind bag en flyvende kinesisk keeper var ikke til at tage fejl af hos de danske spillere i Australien.
For kvinden bag målet var det da også en ”ud af kroppen-oplevelse”.
- Jeg så det lidt i slowmotion. Det var meget specielt, siger Amalie Vangsgaard.
Men hvis du havde spurgt 26-årige Amalie Vangsgaard for fem år siden, om hun ville blive matchvinder ved en VM-kamp, så havde hun nok grint af spørgsmålet.
Havde brug for en pause
Nordjyden Vangsgaard tog nemlig en beslutning om at lægge støvlerne på hylden efter gymnasiet.
Fodbold seks gange om ugen hos den traditionsrige danske klub Fortuna Hjørring blev for meget, når man samtidig gik i skole i Aalborg og boede i Pandrup.
- Jeg var bare kørt død i det. Det var mere tårer, end det var glæde, siger Amalie Vangsgaard.
Blå bog: Amalie Vangsgaard
Født: 29. november 1996 (26 år)
10 A-landskampe og 1 mål
20 U19-landskampe og 3 mål
Nuværende klub:
Paris Saint-Germain
Tidligere klubber:
Linköpings FC
FC Nordsjælland
Fortuna Hjørring
Glæden blev fundet igen med store oplevelser. Vangsgaard gjorde alt det, som alle andre unge gør, når de holder sabbatår.
Langt væk var fodbolden og elitetræningen i Hjørring. Det var skiftet ud med rejser til Asien og Afrika, som blev krydret med et arbejde i Fårup Sommerland med vennerne.
Et opkald satte gang i fodboldopturen
To og et halvt år efter hun stoppede, satte hun så alligevel benene på banen igen i 2019.
Hendes tidligere fodboldtræner i Fortuna Hjørring, Brian Sørensen, havde overtaget et nyoprettet og storsatsende FC Nordsjælland.
Planen var at rykke op i den bedste række, så Sørensen ringede tiil Vangsgaard, som netop var flyttet til København, for at høre, om hun ikke havde lyst til at starte op til fodbold igen.
Efter lidt betænkningstid sagde hun ja. Og lige siden har hun ikke set sig tilbage.
FCN rykkede op i 2020 og vandt pokalen og bronze i 2021 med Vangsgaard på banen.
Angriberen tog derefter til Sverige og fodboldklubben Linköpings FC, hvor hun i 2022-sæsonen endte som topscorer i den svenske liga med 22 mål i 25 kampe.
Sæsonen i Sverige fik også landstræner Lars Søndergaard til at få øjnene op for den målfarlige angriber, og i september sidste år fik Vangsgaard sin første landskamp for det danske kvindelandshold i VM-kvalifikationskampen mod Montenegro.
Skiftede til PSG
Og det var ikke kun landstræneren, som kunne se potentialet i den hårdtarbejdende Vangsgaard. I januar skiftede landsholdsspilleren til storklubben PSG.
- Det er lidt svært at følge med nogle gange, vil jeg sige. Det er drømme, der går i opfyldelse, og det er mega fedt, siger Amalie Vangsgaard.
Også hos landsholdskollegaerne er der blevet lagt mærke til det voldsomme tempo, Vangsgaards karriere lægger for dagen.
- Det går jo lidt stærkt en gang imellem i fodbold. Og jeg synes, at hun har en fed historie. Det her med, at hun lige har været ude i lidt tid. Det er jo sikkert også noget af det, som har givet hende endnu mere blod på tanden til at komme i gang i den, siger Rikke Marie Madsen.
Udlever drømmen
Tilbage i Australien står Vangsgaard nu til sin første slutrunde og kan kalde sig VM-matchvinder efter sit afgørende mål i det sidste minut. Endda en scoring, som er den første i landsholdstrøjen for nordjyden.
- Det er vigtigt som angriber at få det første mål ind. Det er som regel det sværeste, vil jeg sige. Så det giver da en masse ekstra energi og tro på sig selv, siger Amalie Vangsgaard.
Men selvom hun som indskifter sikrede Danmark tre point, og hun står på den anden side af jorden til et verdensmesterskab og udlever fodbolddrømmen, så har nordjyden ikke helt forladt hende.
- Jeg har det meget godt, vil jeg sige. Der er ikke så meget at klage over.
Danmark spiller deres anden gruppekamp mod England den. 28. juli.