Her er dine muligheder for at stemme til valget i morgen, selvom du har corona
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Tirsdag skal der sættes to krydser - til regions- og kommunalvalg. Og det kan godt lade sig gøre, selvom man har corona.
Sundhedsmyndighederne opfordrer til, at man afgiver sin stemme mellem klokken 10 og 15 på valgdagen, hvor der vil være færrest mennesker.
Tirsdag samles danskerne ved stemmeurnerne for at stemme til kommunal- og regionalvalget.
Det sker, samtidig med at antallet af coronasmittede stiger landet over.
Men selvom man er smittet med coronavirus, er særligt udsat eller bare frygter at blive smittet ved valgstederne, er der ingen grund til bekymring. Det siger næstformand i Kommunernes Landsforening (KL) Martin Damm (V) på et pressemøde mandag morgen.
I stedet opfordrer han danskerne til at møde op og stemme, da Kommunernes Landsforening sammen med sundhedsmyndighederne og Indenrigs- og Boligministeriet har udarbejdet en række retningslinjer og anbefalinger for valgstederne og borgerne.
Gældende for flere valgsteder vil være, at der er mulighed for at stemme i egen bil eller et andet sted uden for valgstedet. Det kan for eksempel være i særligt opstillede hvide telte, fortæller næstformanden i KL.
Han understreger dog, at det er op til hver enkelt kommune at vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige.
Tjek din kommune
På de fleste kommuners hjemmesider er der guide og telefonnummer, hvis man ønsker at stemme fx fra sin bil.
Stem fra din egen bil
Martin Damm fortæller, at valgstederne er meget forskelligt indrettet, men at det er fælles for dem, at det er trygt at komme på stemmestederne.
Det er alles ret at stemme i morgen, og man kan ikke blive afvist på valgstederne
Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen
Man kan ringe på et telefonnummer, og herefter vil de valgforordnede komme ud med den fysiske valgboks, så valgsedlen kan sikres, fortæller Vicki Møberg Torp, der er stabschef i Nordfyns Kommune, til TV 2.
I Aarhus Kommune er der telte tilknyttet valgstederne, siger Lene Hartig Danielsen, chef for Borgerservice, til TV 2 Østjylland.
Desuden vil det ved stemmestederne være muligt at benytte sig af håndsprit ved indgange og udgange, ligesom der vil blive tilbudt handsker og mundbind til alle vælgere og alle andre på valgstederne, forklarer hun.
Udsender sms omkring valget
På pressemødet talte direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, direkte til vælgerne. Her mindede ham dem om, at de selv kan gøre noget ekstra for at hjælpe til med, at smitten ikke spreder sig.
Blandt andet rådede han danskerne til at holde god afstand, tage mundbind og egen kuglepen med samt huske at spritte af.
Sundhedsstyrelsens fem gode råd til valgdagen:
- Hold afstand, og vis hensyn til andre.
- Host og nys i ærmet.
- Brug håndsprit, når du går ind og ud af valgstedet.
- Overvej at tage mundbind eller visir på, hvis du er i øget risiko.
- Medbring din egen kuglepen eller blyant, hvis du er mere tryg ved det.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Der er dog ingen krav om mundbind på valgstederne, og der kan heller ikke stilles krav om coronapas.
- Det er alles ret at stemme i morgen, og man kan ikke blive afvist på valgstederne, understreger Søren Brostrøm.
Derudover opfordrer sundhedsmyndighederne til, at man afgiver sin stemme i tidsrummet mellem klokken 10 og 15 på valgdagen, hvor der normalt vil være færrest mennesker ved valgstederne.
Opfordringen vil også blive sendt ud på sms i løbet af mandagen til alle borgere over 18 år, der er tilmeldt NemSMS via e-Boks.