Kovending: Bryghus vil alligevel producere øletiketter til partier

Bestyrelsen forventer, at Thisted Bryghus fremover vil betjene alle kunder, står der i en pressemeddelelse.

Thisted Bryghus vil alligevel fortsætte med at producere øletiketter til partier. Det fortæller bryghusets bestyrelse i en pressemeddelelse til Ritzau.

- Det er med stor opmærksomhed, vi i bestyrelsen for Thisted Bryghus, har erfaret en voldsom reaktion på effektueringen af en ordre, ordret via Bryggeriets ”private labels” koncept, af et dansk politisk parti, står der.

For under et døgn siden skrev bryghusets administrerende direktør Aage Svenningsen i et opslag på Facebook, at man ville droppe produktionen af såkaldte "privat labels".

Den beslutning blev truffet, fordi nogle stamkunder var blevet så vrede over, at Thisted Bryghus havde brygget øl med Nye Borgerlige-etiketter.

Men i pressemeddelelsen kalder man nu opslaget for "forhastet" og "forkert", ligesom bestyrelsen giver udtryk for, at produktionen skal fortsætte.

- Bestyrelsen forventer klart, at Thisted Bryghus både nu og for fremtiden betjener alle mulige kunder, uanset politisk observans.

Bakker op om ledelsen

Selvom bestyrelsen er uenig i den beslutning, bryghusets ledelse tog, får det ikke umiddelbart nogle konsekvenser.

- Bestyrelsen bakker fortsat 100 procent op omkring ledelsen og direktionen i Thisted Bryghus, fremgår det.

Samtidig skriver bestyrelsen, at sagen nu er et afsluttet kapitel for bryghuset.


Seneste nyt

fra Nordjylland