Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ny måling: Støjberg står til at brage ind i Folketinget og sende DF under spærregrænsen

For blot anden gang i valgperioden står blå blok til at høste flere stemmer end rød blok, mens Lars Løkke Rasmussen fortsat har titel af kongemager.

Det er rekordernes tid for den tidligere Venstre-minister Inger Støjberg, som i dag er formand for det nystiftede Danmarksdemokraterne.

For blot to uger siden samlede hun langt over de nødvendige 20.182 vælgererklæringer på under et døgn.

Og nu sprænger hun i en ny Megafon-måling lavet for TV 2 og Politiken alle rammer for opbakningen til et debutantparti.

I den første meningsmåling siden Danmarksdemokraterne blev opstillingsberettiget står partiet til at få 10,8 procent af stemmerne.

Et resultat, der ikke alene sikrer Støjberg endnu en ny rekord, men også giver alvorlige knubs til en lang række tidligere kollegaer.

Værst ser det ud for Dansk Folkeparti, som i den nye måling står til at ryge under spærregrænsen og dermed helt ud af Folketinget.

Partiet uden partiprogram

Rekordindehaver Støjberg blev i december 2021 dømt ved Rigsretten og har siden afsonet 60 dage med fodlænke. Undervejs har hun flere gange ytret, at hun ikke var færdig i politik, og at hun "vendte skråen".

Først i slutningen af juni stod det klart, at betænkningstiden ville munde ud i et nyt politisk parti.

Hvad der præcis er på tapetet hos danmarksdemokraterne, er der dog fortsat stor usikkerhed omkring. De ord, hun selv hægter partiet op på, er "borgerlig snusfornuft". Men et egentligt partiprogram lader altså fortsat vente på sig.

Alligevel har flere end hver tiende dansker altså i den nye måling sat kryds ud for netop Danmarksdemokraterne.

TV 2 har forsøgt at få et interview med Inger Støjberg. Blandt andet for at spørge hende, om hun holder tilbage med at fremlægge sin politik, fordi hun frygter at skræmme vælgere væk, og hvordan hun har det med at være medvirkende til Dansk Folkepartis massive tilbagegang.

Hun er dog i skrivende stund ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelse.

Minksag koster S-stemmer

Den nye måling er lavet blot få dage efter, at Minkkommissionen offentliggjorde sin beretning.

Her blev det blandt andet konkluderet, at statsminister Mette Frederiksen groft vildledte befolkningen, da hun kommunikerede beslutningen om aflivning af mink på et pressemøde 4. november 2020.

En kritik, der tilsyneladende ikke er gået ubemærket hen hos vælgerne.

Regeringspartiet står til at få 21,7 procent af stemmerne. Det er 2,9 procentpoint færre end ved den forrige måling og minus 4,2 procentpoint siden valget i 2019. Det svarer til en tilbagegang på ni mandater.

Megafon har spurgt de frafaldne S-vælgere om årsagen til skiftet, og de peger i opsummeret form særligt på tre konkrete faktorer:

Magtfuldkommenhed, udlændingepolitik og mink.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, tager målingen "til efterretning og følger med", siger han og tilføjer om de frafaldne vælgeres begrundelse:

- Jeg er ked af, at der er nogle, der har en opfattelse af, at vi er magtfuldkomne. Vi lægger os i selen at arbejde sammen bredt i Folketinget, og vi tilstræber hver eneste dag at arbejde sammen med både røde og blå partier.

Socialdemokratiets tilbagegang er medvirkende til, at fordelingen mellem blokkene for blot anden gang i denne valgperiode er skiftet til blå bloks fordel. Sidst det skete var i oktober 2021.

Samtidig står Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, til at få en tilpas stor bid af kagen til, at han vil kunne afgøre et Folketingsvalg.

Støjberg koster vælgere

Danmarksdemokraternes 10,8 procent består primært af vælgere, der ved valget i 2019 stemte på enten Venstre eller Dansk Folkeparti. Men her er det værd at bemærke, at Venstre altså ikke står til en tilbagegang sammenlignet med sidste måling, trods Støjbergs parti siden da er blevet opstillingsberettiget.

Det skyldes, at DF's og Venstres vælgere allerede før dannelsen af Danmarksdemokraterne var sivet til Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Socialdemokratiet.

Danmarksdemokraternes debut går da i den nye måling også hårdt ud over netop de tre partier.

Som tidligere nævnt går Socialdemokratiet 2,9 procentpoint tilbage siden sidste måling, mens de konservative står til en tilbagegang på 3,7 procentpoint, og Nye Borgerlige i samme periode er gået 4,3 procentpoint tilbage.

Både Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige måles dog markant højere end ved valget i 2019 - modsat kollegaerne i Dansk Folkeparti.

DF under spærregrænsen

Allerede ved den seneste Megafon-måling 23. juni så det rigtig skidt ud for Dansk Folkeparti, der dengang blev målt til 3,5 procent og så småt kunne ane spærregrænsen ude i horisonten.

Siden har Kristian Thulesen Dahl, Søren Espersen, Peter Skaarup og Dennis Flydtkjær forladt skuden.

TV 2 ville gerne have spurgt partiformand Morten Messerschmidt (DF), hvordan han forholder sig til den nye måling, der altså placerer partiet under spærregrænsen, men han afviser at stille op til et interview.

I stedet henviser han til gruppeformand René Christensen, som i telefonen hurtigt erkender, at det ville være "helt skørt" at påstå, at det ser andet end svært ud for partiet lige nu.

Undrer sig over frafald til Støjberg

René Christensen tror imidlertid på, at Dansk Folkeparti nok skal få hevet nogle af de mange frafaldne vælgere tilbage, når krisen lægger sig, siger han til TV 2. Og når der igen bliver plads til at tale politik og afsløre andre partiers bluff.

- Der er nogle, der lader som om, at de har taget DF's politik, men det passer ikke. De lader bare som om. Jeg plejer at sige, at hvis man ønsker sig en Hummel-trøje, så køb den ægte vare i stedet for en billig kopi fra Kina, siger René Christensen.

Støjbergs nye parti bliver målt til 10,8 procent af stemmerne...

- Uh, det er flot!

En del af de stemmer henter hun fra jer...

- Det undrer mig lidt. Hun har jo ikke sagt så meget om, hvad hun vil. Og de to ting, hun har sagt, er jo, at hun ikke vil gøre så meget ved hverken EU eller konventionerne. Det vil vi.

Så... Er Inger Støjberg en "billig kopi fra Kina"?

- Nej, for hun siger trods alt, hvad hun mener. Men jeg tror bare ikke, at vælgerne er klar over, at Inger Støjberg stadig er Venstre helt ind i knoglerne.

Danmarksdemokraterne står alligevel til at brage ind i Folketinget, mens DF slet ikke kommer ind. Det frister dig ikke til at hoppe med på Støjberg-vognen?

- Det kunne jeg overhovedet ikke finde på, siger René Christensen.

Med 10,8 procent af stemmerne står Danmarksdemokraterne til at blive Folketingets fjerdestørste parti. Kun overgået af Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Venstre.


Foto: Jørgen Kirk/Ritzau Scanpix

Her er 10 gode råd før og under et skybrud

TV 2 Vejret varsler voldsomme mængder af regn og lokale skybrud. Læs her, hvad man kan gøre før og under et skybrud for at undgå skader i huset.

TV 2 Vejret varsler voldsomme mængder af regn med risiko for skybrud og lokale oversvømmelser flere steder i landet.

Varslingsperioden begynder klokken 2 natten til mandag, og den udløber mandag aften klokken 22.

I det østlige Nordjylland ser det ud til at blive værst mellem klokken 10 og 15 mandag, hvor der kan falde op til 34 millimeter.

Vandmængder i denne størrelsesorden kan medføre overfyldte kloakker og vandløb og skabe store ødelæggelser i private hjem.

- Vi ser oftest skaderne opstå som følge af indtrængen af vand i kælderen, så derfor skal man huske at løfte sine ejendele op på et underlag, der ikke suger vand, udtaler Jan Graversgaard, der er direktør for Skadeservice, Bygning & Løsøre i Alm. Brand Group, der omfatter forsikringsselskaberne Codan, Alm. Brand og Privatsikring i en pressemeddelelse.

- Vi ser også skader i forbindelse med utætheder i tagkonstruktionen og fyldte tagrender og nedløbsrør. Det kan i sidste ende medføre store skader på både bolig og indbo, hvis man ikke har sikret sig, tilføjer han.

Det kan du gøre

Derfor kommer Forsikringsselskabet Alm. Brand Group med gode råd til, hvordan man kan sikre sig mod et skybrud:

  • Rens afløb, tagrender og nedløbsrør. Tjek også, om nedløbs- og gennemløbsbrønde er stoppet til af blade.

  • Løft dine ting mindst 10 centimeter fra kældergulvet og placér alt på et underlag, der ikke suger vand.

  • Opbevar ikke ting i kælderen, der har stor betydning for dig, og som kan tage skade af vandet.

  • Sørg for, at vandet ikke kan trænge ind i huset ved at reparere eventuelle revner eller sprækker i husets vægge eller tag.

  • Brug eventuelt vandsikringstape ved døre og vinduer. Kommer der vand, svulmer tapen op, så vandet ikke kan trænge ind.

  • Har du ikke monteret et højvandslukke, kan du lægge plastik og en tung sandsæk over dine gulvafløb og toilet for at begrænse opstigende kloakvand. Du kan også med fordel montere en vandsikringsprop i gulvafløbet for at undgå opstigende kloakvand.

  • Monter en regnvandsventil på nedløbsrør for at afkoble tagvandet og derved undgå opstigende vand fra gulvafløb. Regnvandsventilen sørger for at vandet føres væk fra din bolig.

Er skaden sket?

Hvis skaden er sket, og vandet er trængt ind i dit hjem, er der stadig en række ting, du kan gøre ifølge forsikringsselskabet.

  • Begræns skaden ved at flytte dine ting så hurtigt som muligt væk fra vandet.

  • Prioritér de ting, der ikke kan erstattes, for eksempel billeder, vigtige papirer eller kunst.

  • Brug gummistøvler og -handsker, når du bevæger dig i vandet. Ved skybrud blandes regnvand ofte med kloakvand. Det kan gøre dig syg, hvis vandet for eksempel kommer i kontakt med en rift på huden.

  • Sørg for at pumpe vandet væk, og fjern fugten ved hjælp af en affugter. Husk at lukke vinduerne, når affugteren kører. Skru ikke op for varmen. Det sætter ekstra gang i bakterievæksten og fremmer skimmelvækst i våde bygningselementer.

  • Meld så hurtigt som muligt skaden til Alm. Brand. Bed også om praktiske instrukser, for eksempel om du selv skal kontakte et bestemt skadeservicefirma.

  • Husk at gemme alle kvitteringer for materielindkøb og håndværkerassistance, og smid ikke ødelagte ting væk, før du har talt med os. Tag billeder eller film de ting, som er blevet ødelagt.


Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

App skal afhjælpe lange ventetider og spotte hudkræft

Fra næste år kan nordjyderne måske få stillet hudkræftdiagnoser ud fra et foto. Det er i hvert i fald, hvad Region Nordjyllands udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen håber på.

- Det er en national aftale, som også har været gennem de danske regioner, og det er Region Hovedstad, der har været tovholder på det. Det, vi kunne nikke ja til den anden dag, var, at vi gerne vil tilslutte os det, såfremt budgettet tillader det, forklarer udvalgsformand Pia Buus Pinstrup (K).

Hvis det bliver til noget, så kan de praktiserende læger sende et billede til en hudspecialist, hvis de er i tvivl om, hvorvidt der er tale om hudkræft.

- Håbet er jo, at vi kan hjælpe de generelt for lange ventetider, konstaterer udvalgsformanden.

Skal afhjælpe ventetiderne

I dag sender man patienterne videre til hudlæger, hvis man er i tvivl, men her er der lange ventetider. TV2 Nord kunne i sidste uge fortælle, at man lige nu skal vente i 38 uger på at komme til hudlæge i Brønderslev kommune, mens man i hele Nordjylland i gennemsnit venter 33 uger.

Malignt melanom (Hel overfladisk modermærkekræft, red.) hører dog under et kræftpakkeforløb, derfor er ventetiden ikke helt så lang her. Alligevel er den stadig for lang ifølge udvalgsformanden.

- Man skulle gerne kunne afhjælpe ventetiderne hos hudlægerne med den her app, da det gerne skulle være muligt at kunne tage hurtigere stilling til, om det er hudkræft eller ej. Samtidig skulle de praktiserende læger gerne kunne få hjælp til at afklare, om det er hudkræft i en større grad ved hjælp af billederne, så man ikke behøver at sende patienterne videre til en hudlæge, pointerer Pia Buus Pinstrup.

Lige nu er det dog ikke mejslet i sten, at man i regionen skal bruge app'en.

- Vi skal have alle partierne med til budgetdelen, derefter skal vi finde ud af, hvor opgaven skal løses. Er det ved speciallægerne eller på sygehuset?. Men løsningen kommer på en eller anden måde, konstaterer udvalgsformanden.


Laust Sørensen (th) og Magnus Krejberg (tv) var tidligt oppe for at høste, da de opdager branden. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Magnus og Laust reddede stuehus fra at brænde ned: - Det er jo det, man gør

To høstmedarbejdere standsede en gårdbrand på Mors i tide, inden den for alvor tog til. Brandvæsnet gav dem et skulderklap - selv er de mere ydmyge om bedriften.

Lørdag morgen startede noget dramatisk ud for de to høstmedarbejdere Laust Sørensen og Magnus Krejberg. 

Fordi klokken kvart i otte opdager Laust Sørensen, at noget ikke er, som det skal være på gården i Outrup på Mors. 

- Jeg kom kørende rundt om huset og kunne se, der stod flammer inde bag vinduet, siger Laust Sørensen, der arbejdede tæt på gården. 

Han fik hurtigt fat i sin kollega Magnus Krejberg, der ankom med en brandslukker men så nemt skulle det dog ikke vise sig at være.

- Jeg kunne hurtigt se, at brandslukkeren ikke slog til, så den kastede vi ind igennem vinduet i stedet for.

- Det var lidt en panik aktion, siger Magnus Krejberg. 

Sådan så det ud lørdag eftermiddag. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

De to høstarbejdere fik hurtigt hentet en drænspuler, som er en traktor med en stor vandtank bagpå. De fik sprøjtet vand ind i ilden gennem vinduet og begrænset dermed branden til køkkenet.

-  Den indeholder 3000 liter vand, så vi havde jo lidt at gøre med, siger Magnus og tilføjer:

- Så var det jo egentlig let nok derfra. 

De to medarbejdere brugte drænspuleren, som kan ses bag dem, til at slukke ilden. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Efter de havde slukket ilden, ringede de 112, der sendte Nordjyllandsberedskab derop. Indsatslederen var imponeret over de to medarbejderes handlekraft. 

- De kan godt klappe sig selv på skulderen. Jeg har sagt til landmanden, at han som minimum bør give morgenmad i dag, indsatsleder Jesper Madsen. 

Han understreger, at flammerne kunne have bredt sig til hele huset, hvis det ikke havde været for de unges hurtige reaktion. Selv er de dog lidt mere ydmyge. 

- Det er jo det, man gør, siger Laust Sørensen. 

- Vi handlede jo bare efter bedste evne. Vi ville have gjort det samme i morgen, hvis det var sket igen, siger Magnus Krejberg.

Selvom det ikke lige frem er hverdag at slukke brande, så er det alligevel noget de to høstarbejder er forberedt på.  

- Vi er jo vant til at handle i sådan nogle situationer igennem høsten – vi skal jo være klar, hvis der går ild i nogen, siger Magnus Krejberg. 

Landmanden, der ejer gården, købte rundstykker til de to helte i løbet af lørdagen. 


Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Efter drama og medarbejderflugt: Nu søger redningsstation ny leder

Derudover søger redningsstationen også en fuldtidsansat bådmand/-kvinde til tiltrædelse snarest muligt.

Skagen Redningsstation har fyldt en del i mediebilledet, siden TV2 Nord tilbage i marts kunne fortælle, at seks af de 16 medarbejdere på Skagen Redningsstation kollektivt opsagde arbejdet som redningsmænd.

- Ledelsen har ikke været lydhøre overfor os på redningsstationen, lød det dengang fra talsmanden for den samlede medarbejdergruppe på stationen.

Sidenhen har yderligere to medarbejdere forladt redningsstationen, og der er blevet afholdt krisemøde, da redningsstationen var lukningstruet, og samtidigt var afhængig af andre nærtliggende redningsstationer - heriblandt Hirtshals, som ligger 23 sømil fra netop Skagen.

Noget som chefen for tredje eskadre, Mikael A. J. Bill kaldte 'dybt alvorligt'.

Dog ville han ikke kommentere på, om det var uenigheder mellem de ansatte og ledelsen, der var årsagen bag de mange opsigelser.

- Det er jo en intern sag, så det vil jeg ikke kommentere. Jeg kan dog understrege, at vi tager det dybt alvorligt, og der må ikke herske tvivl om, at vi gør, hvad vi kan for at genetablere beredskabet, sagde Mikael A. J. Bill dengang.

Søger ny stationsleder

Noget tyder dog på, at der kan have været noget om det. I hvert i fald har Skagen Redningsstation nu slået en stationslederstillingen op, som er ledig til besættelse per 1. december i år.

I stillingsopslaget sår der blandt andet, at man som stationsleder er ansvarlig for redningsstationens evne til at opretholde beredskabet, og at man herunder er ansvarlig for udviklingen af redningsstationens medarbejdere samt driftssikkerheden på materiellet.

Derudover søger man fortsat en fuldtidsansat bådmand/-kvinde til tiltrædelse snarest muligt og har også ledige rådigheds- og reservestillinger.

Dårligt arbejdsmiljø

Anders Madsen er en af de medarbejdere, der har sagt op på stationen. Han fortalte til TV2 Nord, at årsagen bag opsigelsen var, at arbejdsmiljøet på Skagen Redningsstation er så dårligt, at han ikke længere kan se sig selv i arbejdet. 

- Det første møde, vi havde med ledelsen om situationen, blev der sagt, at hvis vi ikke kunne lide lugten i bageriet, så kunne vi bare forsvinde. Der har helt klart det holdning, at der ikke var noget at snakke om, og det, synes jeg, er lidt problematisk, lød det dengang fra Anders Madsen.

Også Skagen Fiskeriforening var ude og rette kritik mod redningsstationen.

- Ved de små uheld med grej, der er kørt fast i skruen, kan vi godt vente længe på hjælp – det overlever vi nok. Men i de alvorlige situationer risikerer vi vores liv på grund af noget barnligt fnidder, lød det fra næstformanden i Skagen Fiskeriforening, Jess Wittus Hansen.

Skagen Fiskeriforening var heller ikke alene om at kalde situationen på den lokale redningsstation for uholdbar.

- Sådan som det er jo, det kan vi ikke stå på mål for. De er nødt til at få lavet et beredskab, så vi er dækket af, og det ved jeg godt kommer til at flytte kapacitet, sagde formanden for Strandby Fiskeriforening, Claus Hjørne, dengang til TV2 Nord.


Nordjyske kollegaer mindes afdød brandmand

En 64-årig mand er afgik lørdag ved døden, efter at han blev fastklemt under en brandbil ved Højer Dige.

Det kunne TV2 fortælle lørdag aften.

Manden var frivillig brandmand, og ulykken skete, da han var på vej ud for at slukke en mindre markbrand. Derfor er det efterfølgende strømmet ind med kondolencer til den afdøde og de efterladte.

Også i Nordjylland har ulykken fyldt meget hos beredskaberne rundt omkring.

"Vi har her til aften fået at vide, at en brandmand fra Højer har betalt den højeste pris og er død under en indsats. Vores tanker går til de efterladte og kollegerne på stationen, som står tilbage med savnet. Æret være hans minde."

Sådan skrev Nordjyllands Beredskab lørdag aften på sine sociale medier.

Flager på halvt

Søndag vælger flere af de nordjyske kollegaer også at mindes brandmanden ved at flage på halvt, blandt andet hos Nordjyllands Beredskab og Falck Hirtshals.

"Der flages i dag på halvt på Falck Hirtshals, til ære og minde for den brandmand, som i går betalte den højeste pris under indsats med slukning af brand i Østjylland. Æret være hans minde. Vore tanker går til de pårørende og kolleger", skriver Falck Hirtshals på Facebook.

Også Nordjyllands Beredskab flager på halvt søndag: