Regeringen fremlægger plan for flere tvangsfjernelser: Her er, hvad vi ved

Siden statsministerens nytårstale har regeringen ladet fortælle, at de vil gøre det lettere at tvangsfjerne børn. Nu præsenterer de hvordan.

På et regeringsseminar på Marienborg i dag mandag vil regeringen præsentere et udspil, der skal øge brugen af tvangsfjernelser.

Et fokus, som statsminister Mette Frederiksen (S) adresserede i sin nytårstale med ordene:

- Flere udsatte børn skal have et nyt hjem tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile. Det vigtigste - ja, det afgørende for et lille barn - det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres, så de får en reel ny start på deres liv.

På et pressemøde klokken 15.30 vil statsministeren flankeret af social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) præcisere, hvordan de ser det udført.

Her er, hvad vi ved, udspillet vil indeholde.

 

Nej til samvær

Anbragte børn og unge skal have ret til at sige nej til samvær og kontakt med deres biologiske forældre.

I dag har børnene ret til samvær, og så længe det ikke vurderes at være til skade for barnets sundhed og udvikling, kan barnet ikke reelt frasige sig det.

Billigere tvangsfjernelser

Regeringen vil gøre det billigere for kommunerne at få fjernet udsatte børn fra forældrene. Det skal ske ved at forøge den refusion, kommunerne kan få fra staten i anbringelsessager.

Regeringen foreslår konkret, at staten skal refundere 75 procent af beløbet i sager, der koster over 2.050.000 kroner. Koster en sag 1.630.000-2.049.999 kroner, skal 50 procent refunderes, mens der skal gives 25 procent refusion af udgiften til enkeltsager, der koster mellem 830.000 kroner og 1.629.999 kroner. Det skriver Politiken.

Udspillet indeholder desuden et forslag om at fjerne søskendeloftet, der i dag betyder, at der i en sag skal være mindst fire anbragte søskende, før en kommune kan samle sagerne til en samlet refusionssag.

Anbragte børn skal have bedre uddannelse

Kommunerne skal have ansvaret for, at anbragte børn får deres afgangseksamen i 9. klasse.

Desuden søsætter børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) en tværministeriel arbejdsgruppe, der efter planen skal give et svar på, hvordan anbragte børn kan få den bedst mulige uddannelse.

Vil bryde stigmatisering

Regeringen vil bryde med den måde, anbragte børn bliver mødt af systemet - blandt andet ved at sikre, at omtalen af anbragte børn bliver mere positiv. Et konkret eksempel er, at de vil omdøbe aflastningsfamilier til venskabsfamilier. 

I aftenens 19.30-udsendelse på TV2 Nord kan du høre, hvad 18-årige Jasmin Heilmann fra Thisted, der selv blev tvangsfjernet som lille, tænker om regeringens udspil. 


Seneste nyt

fra Nordjylland