Eksperter: Smitteudbrud i Hjørring er 'noget nær perfekt' eksempel på, hvordan vi skal håndtere coronavirus

Coronavirussen har ramt et plejehjem og to skoler i Hjørring Kommune. Myndighederne har nu iværksat en omfattende plan for smitteopsporing.

- Noget nær perfekt, mener den ene ekspert.

- Første eksempel på, hvordan man vil håndtere fremtidige mikroudbrud, istemmer en anden ekspert.

Begejstringen fra henholdsvis professor og virolog Allan Randrup Thomsen og professor i virologi og immunologi Søren Riis Paludan handler om myndighedernes håndtering af covid-19-udbrud i Hjørring Kommune.

Mandag blev 25 beboere og ansatte på plejehjemmet Vendelbocentret konstateret smittet med covid-19, ligesom smitten også har ramt to skoler, Bagterp Skole og Højene Skole, i kommunen.

Smitteopsporingen i Styrelsen for Patientsikkerhed har sammen med Hjørring Kommune iværksat en plan for smitteopsporing for at afdække, om der er flere smittede i kommunen.

I forlængelse af det har Smitteopsporingen i Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet, at kommunen skal indføre disse foranstaltninger:

  • Testning af alt personale i plejesektoren.
  • Testning af alle borgere på plejehjem og i hjemmeplejen.
  • Nedlukning af alle ikke-kritiske besøg på alle institutioner indtil der er overblik over udbruddets omfang.
  • Hjemsendelse af alle børn i de klasser på Bagterp og Højene skoler, hvor der er smittede.
  • Testning af alt personale på de to skoler.
  • Udsendelse af informationer på både skole- og klasseniveau.
  • Opfordring til at borgere lader sig teste, hvis de har symptomer.
  • Testning af alt personale på bosteder.
  • Nedlukning af alle aktivitetstilbud på ældreområdet.
  • Nedlukning af holdtræning i forbindelse med genoptræning.
  • Meddelelse til personale på ældre- og handicapområdet, at fysiske møder begrænses mest muligt.
  • Meddelelse til tværgående funktioner på ældreområdet, at fysisk kontakt begrænses mest muligt.

Noget nær perfekt

Det er disse tiltag, der bliver rost af eksperter, og som ifølge dem peger frem mod, hvordan man skal håndtere smitteudbrud i fremtiden.

- Det er det første eksempel på, hvad der vil blive sat i gang ved de mikroudbrud, vi vil se løbende i den kommende tid, siger Søren Riis Paludan, professor i virologi og immunologi på Aarhus Universitet.

quote - Det er noget nær en perfekt adressering af nogle lokale problemer. Det er den type tiltag, jeg har savnet i forbindelse med konstateret smitte og smitteopsporing

Allan Randrup Thomsen, professor og virolog ved Københavns Universitet

Han bider mærke i, at tiltagene ikke ”skyder gråspurve med kanoner”, fordi man i Hjørring ikke lukker hele skoler, men kun de berørte klasser.

Allan Randrup Thomsen, professor og virolog ved Københavns Universitet, er på linje med sin kollega.

- Det er noget nær en perfekt adressering af nogle lokale problemer. Det er den type tiltag, jeg har savnet i forbindelse med konstateret smitte og smitteopsporing, siger Allan Randrup Thomsen.

Han peger på, at myndighederne i en lang periode havde den holdning, at smittede selv skulle kontakte nære kontakter og henvise dem til at blive testet.

- Her har man taget hånd om sagen, siger han og fortsætter:

- Det er en hensigtsmæssig håndtering af sagen og et meget fint eksempel på, hvordan den slags småudbrud skal håndteres i den periode, vi går ind i. For det er vigtigt at få de smittekæder lukket ned så hurtigt og effektivt som muligt, specielt når de rækker ind på plejehjem, hvor folk i risikogruppen bor.

Det gør Hjørring Kommune for at få coronaudbruddet under kontrol

Hjørring Kommune har efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed iværksat følgende tiltag:


På Sundheds, Ældre- og Handicapområdet

  • Testning af alle borgere på plejehjem
  • Arbejder på at alle borgere i hjemmeplejen tilbydes tests. Dette gøres i samarbejde med Region Nordjylland og Testcenter Danmark.
  • Nedlukning af alle ikke-kritiske besøg på alle institutioner indtil der er overblik over udbruddets omfang
  • Opfordring til at alt frontpersonale på SÆH-området lader sig teste
  • Nedlukning af alle aktivitetstilbud på ældreområdet
  • Nedlukning af holdtræning i forbindelse med genoptræning
  • Meddelelse til personale på ældre- og handicapområdet, at fysiske møder begrænses mest muligt
  • Meddelelse til tværgående funktioner på ældreområdet, at fysisk kontakt begrænses mest muligt


På Børne-, Fritids- og Uddannelsesområdet

  • Hjemsendelse af alle børn i de klasser på Bagterp og Højene skoler, hvor der er smittede
  • Testning af alt personale på de to skoler
  • Udsendelse af informationer på både skole- og klasseniveau
  • Hvis der konstateres smitte på en skole, overgår hele klassen til fjernundervisning indtil sommerferien.
  • Hvis der konstateres smitte i en daginstitution, håndteres dette efter sundhedsstyrelsens retningslinjer (stuen testes og sendes hjem i mindst 7 dage).
  • Nære kontakter blandt medarbejderne håndteres efter anvisninger fra sundhedsmyndighederne og øvrige medarbejdere på institutionen opfordres til at lade sig teste.


Generelt i resten af Hjørring Kommunes organisation

  • De borgervendte funktioner i borgerservice og jobcentret fortsætter uændret.
  • Der skal indtil videre i perioden frem til sommerferien tilrettelægges med mest muligt arbejde hjemmefra.
  • Fysisk mødeaktivitet skal begrænses mest muligt.
  • Fortsat fokus på de generelle retningslinjer og mindst mulig fysisk kontakt på tværs af institutioner og områder.

 

Kilde: Hjørring Kommune

Smittekæderne skal stoppes

Styrelsen oplyser i en pressemeddelelse, at man kontakter dem, der er testet positiv, og derefter får afdækket, hvem der er nære kontakter, som så bliver kontaktet og bliver testet.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) fortæller, at man fra myndighedernes side ”følger udviklingen i Hjørring tæt, og det vil man gøre, til dette udbrud er slået ned”.

- Udbruddet viser, at vi trods lave smittetal ikke kan vide os sikre. Denne sygdom spreder sig med enorm hastighed – og bare en enkelt smittet kan hurtigt udløse smittekæder på tværs af et samfund. Det afgørende er nu at få kæderne stoppet og ikke mindst at få afskærmet de ældre, siger sundheds- og ældreministeren.

Interview med virolog Allan Randrup Thomsen.

Seneste nyt

fra Nordjylland