Teststrategien ændres, så personer med milde symptomer ikke længere skal forbi lægen

Alle, der udviser symptomer, har indtil i dag skullet kontakte egen læge for at blive testet for coronavirus.

Myndighederne ændrer den nationale teststrategi, så personer med milde symptomer ikke længeres skal forbi lægen, før de kan blive testet.

Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

- Det skal være med til at lette presset på landets alment praktiserende læger og hospitalernes børneafdelinger, der får mange henvendelser fra borgere, som har milde symptomer, siger sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke (S).

En orientering, som TV 2 er i besiddelse af, viser yderligere, at der oprettes tre nye testspor:

Podefaciliteter: Her testes børn i alderen 2-12 år samt personer med ingen eller milde symptomer på covid-19. De bestiller tid på www.coronaprover.dk, som vi kender det fra samfundssporet i dag. Derudover indføres der et "hurtig-spor" for personer, der er henvist fra egen læge eller fra sygehuse. Testes man der, kan man forvente svar inden for 24 timer. Det vurderes, at 85 procent af testkapaciteten vil ligge her.

Kliniske vurderingsenheder: Her testes borgere med milde til moderate symptomer på covid-19 samt børn under to år. Desuden vurderes risikoen for, at den almene tilstand forværres. For at blive testet her, skal man henvises fra enten læge eller vagtlæge. Det er målet, at der i dette spor altid gives svar inden for et døgn.

Mobile og udgående testtilbud: Som det er tilfældet i dag, skal mobile enheder fortsæt kunne sættes ind i de områder af landet, hvor smitten er mest stigende.

HVORNÅR SKAL JEG RINGE TIL MIN LÆGE?

Du skal altid ringe til din læge:

  • Hvis du har symptomer på COVID-19, og føler dig så syg, at du gerne vil tale med en læge.
  • Hvis du er bekymret eller i tvivl.
  • Hvis det drejer sig om et barn under 2 år.

Du kan fortsat selv booke tid på coronaprover.dk: 

  • Hvis du har været i nær kontakt med en smittet og er blevet henvist til test af Coronaopsporingen
  • Hvis du ønsker en test af anden årsag  

Du kan nu selv booke tid på coronaprover.dk

  • Hvis du har symptomer, der kunne være COVID-19, men ikke føler dig så syg, at du har behov for at tale med din læge.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

De to spor har fået kritik

I dag testes der kun efter to spor, sundheds- og samfundssporet. Sundhedssporet er organiseret under regionen og tiltænkt personer med symptomer, mens samfundssporet er organiseret under Statens Serum Institut (SSI) og forbeholdt asymptomatiske borgere.

Derfor har alle, der udviser symptomer på covid-19, skullet kontakte egen læge. De har altså ikke blot kunnet bestille tid i et af landets testtelte.

I starten af måneden fik dén strategi kritik for at være forvirrende for danskerne. Samtidig er det blevet kritiseret, at personer med lette symptomer på coronavirus har optaget plads hos de praktiserende læger, fordi de ifølge de nuværende regler skal kontakte lægen for at blive henvist til en test.

I den forbindelse løftede vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst, sløret for, at der var en ændring på vej. Konkret lød det, at styrelsen var i gang med at se på, hvordan de to forskellige testspor kunne sammenlægges.

Styrelsen afviste efterfølgende at bekræfte, at en ny teststrategi var på vej. Men nu er der altså truffet en afgørelse om, at der oprettes tre nye spor.

En mere permanent løsning

Det er ikke første gang, myndighederne ændrer teststrategi.

Tilbage i maj gik de fra udelukkende at teste personer med symptomer til også at teste asymptomatiske. Det var her, vi blev introduceret til samfunds- og sundhedssporet.

Ifølge den udsendte orientering, som TV 2 er i besiddelse af, skal omlægningen sikre nemmere adgang til et mere "sammenhængende og overskueligt testsystem". Der lægges derudover op til, at denne udgave af strategien vil være mere permanent end den forudgående.

- Samtidig gør vi testsystemet robust til at håndtere en vintersæson, hvor flere vil få symptomer, der kan minde om covid-19, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke i den udsendte pressemeddelelse.


Coronavirus

corona vaccine

Alle vaccinecentre i Nordjylland er nu lukkede

Henrik Nielsen, Aalborg Universitetshospital

play Får vi corona-jul igen i år? - Nej, ingen grund til bekymring, siger ekspert

coronatest

play - Vi må forvente en fjerde coronabølge, siger nordjysk professor

PH 280622 SI Spildevand tjekkes for corona Still

play Afføring gør, at coronasmitten kan følges tæt over sommeren

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland