Tredje danske person bekræftet smittet med coronavirus

Personen har været på konference i Tyskland.

Den tredje dansker er blevet smittet med den nye coronavirus.

Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse lørdag morgen.

På et pressemøde lørdag morgen oplyser myndighederne, at der er tale om en mandlig medarbejder fra Aarhus Universitetshospital. Hans prøve kom tilbage positiv fredag aften.

- Han har været på arbejde i tre dage, før han blev testet positiv, siger ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling, Lars Østergaard, på pressemødet.

Smittet i Tyskland

Manden har været på en konference i München, hvor personen formentlig er blevet smittet.

- Medarbejderen har været i tæt kontakt med italiener, som var smittet. De mødtes i München, siger en talsmand fra Aarhus Universitetshospital.

Ifølge hospitalet har medarbejderen forladt hospitalet, idet han fik at vide, at italieneren, som han havde mødt, var testet positiv. Han satte sig selv i hjemmeisolation.

- Da man fandt ud af, at han var smittet i går, så er man gået tilbage for at finde de kontakter, som han har haft - både patienter og personale - der kan være i risiko for at få smitten overdraget til sig, siger Lars Østergaard.

Myndighederne oplyser, at der er 30 mennesker, der skal i karantæne.

- Vores strategi er fortsat, at vi hurtigt inddæmmer smittespredningen ved at diagnosticere sygdommen og behandle patienten under isolation. Samtidig foretager vi smitteopsporing og håndterer de personer, der har haft tæt kontakt med den smittede. De tætte kontakter taler vi med og foretager en konkret risikovurdering, siger direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anne-Marie Vangsted.

Sundhedspersonale fra Aarhus Universitetshospital vil være i daglig kontakt med den smittede.

Selvom der er tale om det tredje tilfælde i Danmark, så understreger myndighederne, at der er tale om smittespredning fra udlandet og til Danmark. Der er endnu ikke tale om spredning internt i Danmark.

Tre smittede på tre dage

Torsdag morgen vågnede Danmark op til nyheden om, at den første dansker var smittet med den nye coronavirus.

Manden, der arbejder på TV 2, blev omgående sendt i karantæne og efterfølgende blev flere medarbejdere på TV 2 sendt i hjemmekarantæne.

Fredag meldte Sundhedsstyrelsen ud, at endnu en dansker havde fået konstateret covid-19. Manden var kommet hjem fra skiferie i Norditalien 15. februar og blev syg med hoste, feber med videre tre dage efter sin hjemkomst.

Manden henvendte sig telefonisk til egen læge 27. februar - ni dage efter de første symptomer - og blev herefter henvist til Rigshospitalet, hvor en halspodning bekræftede, at personen var smittet.

Styrelsen for Patientsikkerhed understreger, at det er vigtigt, at man ringer til sin egen læge eller lægevagten, hvis man inden for de seneste 14 dage har været i områder med udbredt smitte og har fået symptomer som feber, hoste eller åndenød.

Rådet gælder også, hvis man har været i tæt kontakt med en person, der er mistænkt eller har fået påvist sygdommen.


Coronavirus

corona vaccine

Alle vaccinecentre i Nordjylland er nu lukkede

Henrik Nielsen, Aalborg Universitetshospital

play Får vi corona-jul igen i år? - Nej, ingen grund til bekymring, siger ekspert

coronatest

play - Vi må forvente en fjerde coronabølge, siger nordjysk professor

PH 280622 SI Spildevand tjekkes for corona Still

play Afføring gør, at coronasmitten kan følges tæt over sommeren

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland