Vejret sender elpriserne helt i bund de kommende dage

De næste dage bliver det blæsende med vindstød op til stormende kuling.

De næste par dage begynder efteråret for alvor at vise tænder.

Et lavtryk stryger nemlig nordvest om landet onsdag, hvilket giver ganske blæsende vejr over Danmark.

Særligt onsdag, torsdag og fredag ventes vinden at have fat i landet med vindstød op til stormende kuling.

Mens mange nok vil have været den kraftige vind foruden, så er det samtidig godt for noget andet. Der kommer nemlig godt gang i de danske vindmøller, og det kan være med til at banke elpriserne i bund.

Vindstød op til stormende kuling

Årsagen til det noget mere blæsende vejr er et lavtryk, der i løbet af onsdagsdøgnet bevæger sig op til det sydvestlige Norge med store mængder nedbør og vindstød op til stærk storm.

Dette lavtryk sender en front ned over Danmark. Vinden vil være tiltagende i takt med, at fronten passerer landet.

Det er dette frontsystem, der giver blæsende efterårsvejr over Danmark de kommende dage.
Det er dette frontsystem, der giver blæsende efterårsvejr over Danmark de kommende dage.
Foto: TV 2 Vejret

Onsdag eftermiddag vil det være blæsende i en stor del af landet med en frisk til hård vind fra sydvestlig retning og vindstød af kulingstyrke.

Men særligt langs den jyske vestkyst kan vindstødene blive ganske kraftig og nå stormende kuling. Det er niveauet lige under storm.

Vindprognose onsdag. Vindstød op til stormende kuling langs den jyske vestkyst.
Vindprognose onsdag. Vindstød op til stormende kuling langs den jyske vestkyst.
Foto: TV 2 Vejret

Torsdag fortsætter det noget blæsende efterårsvejr med op til en hård vind fra vest.

Vindstødene vil fortsat være af kulingstyrke, men til gengæld er det umiddelbart kun i det nordligste Jylland, at de kan nå stormende kuling.

Vindprognose torsdag. Vindstød op til stormende kuling i det nordligste Jylland.
Vindprognose torsdag. Vindstød op til stormende kuling i det nordligste Jylland.
Foto: TV 2 Vejret

Fredag bliver endnu en dag med meget blæst, inden der er tegn på aftagende vind i weekenden.

Vindmøllerne opnår maksimal effektivitet

Vinden de næste dage vil generelt blæse med 11 til 14 meter i sekundet.

Ifølge Danmarks Vindmølleforening yder moderne vindmøller deres maksimum, når vindhastigheden er 13 til 14 meter i sekundet.

Dermed må det forventes, at vindmøllerne bliver yderst effektive de næste dage, hvilket både sender elpriserne helt i bund og gør strømmen i stikkontakterne grøn.

Har man variabel elpris, kan man altså glæde sig ekstra meget over udsigten til det blæsende efterårsvejr. Således er der udsigt til, at strømmen uden afgifter bliver næsten gratis en stor del af onsdagen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Seneste nyt

fra Nordjylland