00:52

Video: Malene Thyssen

Se video: Blå brandmænd invaderer vestkysten - Vær forsigtig når du bader

Langs vestkysten er der lige nu store mængder blå brandmænd, og man skal derfor være lidt varsom, før man går i vandet.

I samarbejde med TV MIDTVEST

Du kender det måske. Du er på stranden, solen bager og du trænger til en nedkølende dukkert i Vesterhavet.

Den situation kunne man i hvert fald meget vel ende i i den kommende uge, hvor der er lovet dejligt vejr med masser af solskin.

Men før man hopper i Vesterhavets bølger, skal man være lidt forsigtig. Lige nu er der nemlig masser af blå brandmænd langs den jyske vestkyst.

- De blå brandmænd er i familie med de røde brandmænd, som de fleste kender. De blå bliver dog ikke helt så store som de røde, fortæller Christine Røllike Ditlefsen, der er naturvejleder og biolog ved Vadehavscenteret.

Læs også Pelsdyravler: Vi er utrygge

Udover at de blå brandmænd er mindre end de røde, har de også kortere tentakler - altså fangarme. Men det betyder ikke, at det ikke er en smertefuld oplevelse at møde en blå brandmand på en svømmetur.

- De brænder ikke helt så meget, som de røde, men man skal selvfølgelig holde godt øje med dem, hvis man vil bade, siger Christine Røllike Ditlefsen.

- Hvis der ligger mange, skal man være forsigtig, fortsætter hun.

Og skulle uheldet være ude, og man bliver brændt af en af de blå brandmænd, kan man lindre smerten ved at skylde det brændte område med havvand. Det er vigtigt, at man ikke gnider for meget på det brændte område.

Alternativt kan man skrabe området med et barberblad eller et kreditkort. På den måde kan man nemlig få fjernet de giftceller, der brænder på huden.

Læs også Mobile testenheder: Se hvornår de kommer til din by

Derudover kan man også smøre det brændte område med lokalbedøvende salve, som man eksempelvis også bruger til myggestik.

Vinden henter dem hertil fra England

Der er to grunde til, at der er rigtig mange brandmænd ved de vestjyske strande lige for tiden.

Først og fremmest skyldes det, at der har været fralandsvind, som gør, at det øverste vandlag er blevet skubbet fra land, og derfor kommer der vand fra dybere og koldere områder ind til kysten.

Man skal selvfølgelig holde godt øje med dem, hvis man vil bade!

Christine Røllike Ditlefsen, naturvejleder og biolog, Vadehavscenteret

Og det er netop i det dybere og koldere vand, at de blå brandmænd holder til. Faktisk ser man oftest de blå brandmænd i det sydøstlige England, og det er så vinden og vandstrømme, der har ført brandmændene til vestkysten.

Brandmændene kan nemlig kun bevæge sig en lille smule, men de flyder mest bare rundt.

Derudover betyder den lune vinter også noget for de blå brandmænd.

- De blå brandmænd bliver lavet om vinteren, og hvis den er mild, er der også mere føde til dem, fortæller naturvejleder og biolog fra vadehavscenteret.

Da det er naturforhold, der afgør, hvor og hvor mange blå brandmænd der er i havene, kan man ikke gøre noget for at undgå de små organismer på kysterne.

Man kan blot vente på, at vindretningen skifter og brandmændene flyder fra land igen.