Sønderknust mor får opbakning: - Skandaløst, at hun skal stå med hatten i hånden
Maja Ravn Madsen og hendes 10-årige søn William.
Mange forældre til børn med ADHD føler sig ladt i stikken. Derfor er det prisværdigt, at Maja Ravn Madsen står frem, lyder det fra ADHD-foreningen.
Maja Ravn Madsen fra Nors ved Thisted, der kæmper for bedre at kunne hjælpe sin 10-årige søn med ADHD, er langt fra alene.
Mange forældre til børn med ADHD står i en lignende situation og føler sig ladt i stikken, lyder det fra den frivillige organisation ADHD-foreningen.
- Der er desværre ikke noget i hendes historie, vi ikke har set før. Det er hverdagskost i vores rådgivning, siger foreningens direktør, Camilla Louise Ganzhorn, til TV MIDTVEST.
Hun understreger, at hun ikke har været involveret i den konkrete sag og derfor ikke kender detaljerne, men har fulgt med fra sidelinjen.
- Det er tydeligt at se, at her er en mor, der har kæmpet længe og nu udtrykker sin desperation. Det er skandaløst, at hun skal stå med hatten i hånden, siger Camilla Louise Ganzhorn.
Maja Ravn Madsen har i en video på Facebook fortalt om sin frustration. Hendes søn William har diagnoserne ADHD og ODD og har ifølge sin mor brug for, at der er en voksen til stede, når han skal i skole og kommer hjem igen, og når han skal tage sin medicin.
- Skal jeg brække min fucking arm, før jeg kan være hjemme og hjælpe min søn? siger hun i videoen.
Mange er bange for at stå frem
Maja Ravn Madsen har i en periode været deltidssygemeldt, men den ordning har kommunen afvist at forlænge, ligesom hun ikke kan få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
- Jeg har som nævnt ikke været involveret i den konkrete sag, men umiddelbart lyder det som et fair krav, at sønnen skal have støtte fra en voksen for at få hverdagen til at hænge sammen, siger Camilla Louise Ganzhorn.
Hun betegner det som et generelt problem, at mange forældre til børn med ADHD mangler information, hjælp og støtte i hverdagen.
- Mange er bange for konsekvenserne, hvis de råber op. Derfor er det også prisværdigt og modigt, at Maja står frem, for vi ved, at det tit er enkeltsager, der får skred i tingene, siger direktøren.
Thisted Kommune meddelte i weekenden, at den ikke kan kommentere den konkrete sag, men at chefen for børne- og familierådgivningen, Trine Ritter, gerne ville komme med en generel kommentar:
- Når man står i sådan en situation, at man føler sig afmægtig, er det vores pligt som kommune at gå ind at hjælpe familien. Og når jeg siger kommune, handler det om alt det, der er rundt om barnet, som har behov for noget særligt, sagde hun søndag.