Vikaren fra Vesthimmerland: - Det er fedt at lave politik for tiden
Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix
Theresa Berg Andersen er for anden gang i løbet af et år suppleant i Folketinget. Corona-virus besværliggør det politiske arbejde på Christiansborg. Men der er også fordele ved pandemien, mener SF’eren.
Stedfortrædende folketingsmedlem står der på Theresa Berg Andersens visitkort.
SF’eren fra Vesthimmerland er i øjeblikket igen vikar i Folketinget. Siden december har hun været stand-in for partikollega Lisbeth Bech-Nielsen. Også i første halvdel af 2020 var Theresa Berg Andersen suppleant. Dengang ligeledes som erstatning for SF’s nordjyske finansfører, som er på barsel.
Dermed har den 41-årige folkesocialist, der udover vikar-tjansen på Christiansborg også er viceborgmester i Vesthimmerlands Kommune, prøvet at være midlertidigt folketingsmedlem både før og under corona-pandemien. I øjeblikket er hun sit partis erhvervsordfører. Og hun har travlt.
Der er virkelig run på lige nu. Vi sidder og forhandler dag og nat og min mailboks bugner.
THERESA BERG ANDERSEN, SF.
- Jeg synes, det er fedt at lave politik for tiden. Der sidder en rød regering, som har brug for SF. Jeg synes, der er en rigtig god kontakt til ministrene. Men der er ingen tvivl om, at der er stille på Borgen (på grund af corona, red.), og der er langt til de rådgivere, som før sad dør om dør med os. Så jeg priser mig lykkelig for, at jeg har været inde i en tidligere periode, siger SF’eren.
Venstrekvinde: En gave at få foræret
Theresa Berg Andersen medvirker i en ny udgave af det politiske magasin Krydsfelt på TV MIDTVEST, hvor overskriften denne gang er 'Vikarer om virus.'
Med i udsendelsen er også to andre stedfortrædende folketingsmedlemmer, Karin Gaardsted (S) og Maja Torp (V). Sidstnævnte havde første arbejdsdag på Christiansborg mandag i sidste uge, og repræsenterer i de kommende måneder Himmerlandskredsen, fordi partifællen Marie Bjerre er på barselsorlov.
Det er bare med at vise, hvad man kan, mens man er der.
MAJA TORP, VENSTRE.
- Jeg er blevet taget godt i mod og har mødt mange kolleger, som har spurgt, om jeg kunne tænke mig at være med på et beslutningsforslag. Jeg oplever en stor imødekommenhed. Jeg føler ikke, der er et hierarki, hvor jeg er smidt ned på bageste række, forklarer Maja Torp.
- Så det er klart, at det giver en platform, som er en gave, man for foræret. Det er bare med at vise, hvad man kan, mens man er der, mener den nordjyske venstrekvinde, som udover vikarjobbet i Folketinget også er byrådsmedlem i Aalborg Kommune, hvor hun bor.
Karin Gaardsted: Fantastisk at være tilbage
47-årige Maja Torp ser altså perioden som stedfortrædende folketingsmedlem, som et redskab til måske at kunne puste yderligere liv i politiske ambitioner og karriere.
Socialdemokraten Karin Gaardsted fra Viborg har det anderledes. Hun sad i Folketinget fra 2011 til 2019, hvor hun ikke opnåede genvalg. I øjeblikket erstatter hun sin gravide kollega, Anne Paulin og nyder at være tilbage.
- Det var godt nok dejligt at gå op ad trappen på Christiansborg igen. Det er helt fantastisk. Jeg er blevet taget godt imod af min gruppe og også af andre politikere, som jeg kender siger Karin Gaardsted.
65-årige Karin Gaardsted har ingen planer om igen at søge valg til Folketinget. Men hun har ikke mistet gejsten. Og hun ved godt, hvad perioden som vikar skal bruges til. Også selvom hun ikke er blevet tildelt noget ordførerskab i den socialdemokratiske folketingsgruppe.
- Jeg har et helt klart ønske om at få kigget på, om der fra Viborg Kommune er nogle natursteder, som vi vil kunne bringe på banen, som natur- og nationalparker, forklarer Karin Gaardsted.
Ifølge Folketingets hjemmeside er der ni folketingsmedlemmer ud af de 179, som i øjeblikket er på orlov og bliver erstattet af stedfortrædere.