Biler under vand trods advarsler
Ifølge Venstre-politiker i Aalborg Kommune ringer borgere grædende ind på grund af oversvømmede kældre.
Aalborg Kommune havde egentlig advaret mod at parkere flere steder. Men enten kom advarslen for sent, eller også er den blevet ignoreret.
I hvert fald står biler under vand rundt omkring i byen. Blandt andet ved Vestre Havnepromenade, hvor Limfjorden er gået over sine bredder.
Efterlyser hjælp
I disse dage døjer flere steder i landet med forhøjede vandstande, og i Aalborg er vandet omkring 1,2 meter højere end normalt.
Vi har borgere, der ringer grædende ind
Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand i By og Land, Aalborg
Men ifølge Jan Nymark Rose Thaysen (V), der er rådmand i By og Land i Aalborg Kommune, er der ikke meget at gøre.
- Vi kan selvfølgelig prøve at lave noget planlægning og klimasikring, og der er vi langt. Men økonomien halter, siger han til TV 2.
Ifølge Venstre-politikeren er kommunen begrænset af anlægsloftet, som udgør den økonomiske ramme for, hvor mange penge kommuner må bruge på at bygge nyt og renovere.
- Vi kunne godt tænke os, at staten kom på banen og gav os en hjælpende hånd med denne her udfordring, siger han.
Aalborg er ikke på Kystdirektoratets liste over udpegede områder, hvor der er risiko for oversvømning. Og det har rådmanden svært ved at forstå.
- Det synes vi nu nok, vi er, siger han.
Grædende borgere
Ifølge Jan Nymark Rose Thaysen er udfordringerne med de store mængder vand ikke begrænset til ”blot” at gælde biler med vand til vinduerne.
Kommunen har generelt store problemer med vandløbssystemerne, lyder det.
- Vores åer er jo helt fyldt op med vand, og vi har borgere, der ringer grædende ind, fordi deres kældre er fyldt med vand, siger han.
Jan Nymark Rose Thaysen mener dog ikke, at kommunen kan stille meget op. For ifølge ham er borgerne overladt til sig selv, hvis de er så ”uheldige” at bo tæt på kyst eller å.
- Vi vil jo rigtig gerne hjælpe, men vores hænder er bundet, siger han.