Endnu en dansk landsholdsprofil er på vej til Nordjylland
Foto: Siphiwe Sibeko/Reuters/Ritzau Scanpix
Henrik Toft Hansen har optrådt 146 gange for de danske håndboldherrer.
Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger skifter Henrik Toft Hansen til sommer fra franske Paris til danske Mors-Thy.
Mikkel Hansen gør det om et par uger, Niklas Landin, Rasmus Lauge og Simon Hald gør det næste sommer, og snart stiller Henrik Toft Hansen sig også op i rækken af danske landsholdsspillere, der vender hjem.
Det erfarer TV 2 SPORT.
Men modsat flere af sine landsholdskammerater bliver det ikke på et af topholdene i Danmark, at Henrik Toft Hansen fra næste sommer kommer til at husere. I stedet vender han hjem til sin vestjyske hjemegn og har skrevet kontrakt med Mors-Thy Håndbold.
Hverken Henrik Toft Hansen eller Mors-Thy ønsker at kommentere historien, men ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er aftalen mellem parterne på plads og gælder fra sommeren 2023.
Fra Roslev til Europas top
I snart 10 år har 35-årige Henrik Toft Hansen spillet på nogle af de største adresser i europæisk håndbold. To år i HSV Hamburg fra 2013 til 2015 blev efterfulgt af tre sæsoner i Flensburg-Handewitt, inden den danske landsholdsstreg i 2018 skiftede til franske Paris, hvor hans kontrakt gælder frem til næste sommer.
Han har vundet OL-guld, VM-guld og EM-guld med landsholdet, været tysk og fransk mester - det sidste de seneste fire år i træk - men inden han blev en landsholdsstjerne, som små drenge med store drømme vil have autografer af, var han selv en lille dreng med en håndbold i hånden.
Først i barndomsklubben HRH 74 Roslev i Salling, inden han som ungdomsspiller tog videre til HF Mors - den ene af Mors-Thy Håndbolds to moderklubber.
Her nåede han også at optræde som senior, inden først Aalborg, så AG København og siden det store udland hev ham væk fra den hjemegn, som han altså nu snart vender tilbage til.
Mors-Thy nåede slutspillet i den forgangne sæson og sluttede som nummer seks.
Den nye håndboldsæson begynder 23. august med Super Cup-opgørene mellem mestrene og pokalvinderne hos både mænd og kvinder.