Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Shots, søm og selfies: Se Støjbergs charmeoffensiv i Gaden

For første gang stiller Inger Støjberg op i Nordjyllands Storkreds, og torsdag aften begyndte hun valgkampen i Aalborgs mest ikoniske gade.

Torsdag aften er bodegaen Den Nordjyske Ambassade proppet med unge nordjyder, og der summer af god stemning, snarlig weekend, og... Valgkamp. 

Kontrasten kunne nærmest ikke være større.

Nogenlunde samtidig med at statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag aften indtog landets fineste talerstol ved Folketingets traditionelle åbningsdebat, indledte Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, sin valgturné i Nordjylland med en charmeoffensiv i den berygtede gå-i-byen-gade Jomfru Ane Gade.

- Vi er jo et smut i Aalborg, fordi jeg er opstillet i Nordjylland, så jeg tænkte, at jeg selvfølgelig skulle starte min valgkamp heroppe i det nordjyske, lyder det fra den nordjyske politiker. 

Hun gemmer sig ikke bag alle andre, som statsministeren

Borgerlig vælger, TV 2 møder i Jomfru Ane Gade

Støjberg er erklæret uværdig af Folketinget efter sin rigsretsdom, hvor hun blev straffet med 60 dages ubetinget fængsel for at bryde loven i sagen om tvangsadskilte asylpar og deltog derfor ikke i åbningsdebatten.

- Jeg ville helt klart helst have været i folketingssalen, men jeg må ikke være til åbningsdebat, og så kan man lige så godt få det bedst mulige ud af det, siger hun, da TV 2 møder hende i Aalborg.

Støjberg er flyttet fra Vestjyllands til Nordjyllands Storkreds. Dermed udfordrer hun direkte statsminister Mette Frederiksen, der stiller op i samme region i et opgør, som iagttagere anser for at være blandt de mest spændende.

Hjemmevant i Jomfru Ane Gade

Selvom den stramme knold måske kan virke noget atypisk i Jomfru Ane Gade, så er det langt fra første gang, at Inger Støjberg sætter sine ben i Gaden. 

- Og ikke kun da jeg var ung! Siger hun. 

- Jeg er her jo engang i mellem. Ikke ofte, men altid med mit gamle studiehold en gang om året, fortæller Støjberg. 

Fra valgkamp til tvekamp 

På Den Nordjyske Ambassade bliver Inger Støjberg da også vel modtaget. To studerende fra Aalborg Universitet har grebet chancen, og udfordret Inger Støjberg til at slå søm i en træstub og drikke shots: 

- Vi er her først og fremmest for at give Inger Støjberg en udfordring, og det er at slå søm i med to friske drenge. Vi har fået et prangende ja af Inger selv, så det vil vi nu tage op med hende, siger Frederik Lau.  

- De er nok mulige kandidater til mit parti, for de er rimelig gode til at overtale, smiler Inger Støjberg. 

Den Nordjyske Ambassade er et sted med mange unge vælgere, og selvom Danmarksdemokraterne primært har fat i det lidt ældre publikum, så synes de unge, at det er sjovt at møde en politiker i en lidt anderledes setting: 

- Jeg synes, det er sjovt. Men det er næsten mere interessant at spørge Inger Støjberg, hvorfor du gør det her, spørger Frederik Lau. 

- Vi er meget rundt overalt. Det er alt fra debatmøder til sådan noget her. Sådan en torsdag aften er der jo ikke super mange debatmøder at være ude til, og derfor bruger vi sådan en torsdag aften til at tage ud en tur i Jomfru Ane Gade, lyder svaret fra Støjberg. 

- Hun står ved, hvad hun siger

Som statsministeren har også Inger Støjberg anskaffet sig en valgbus. Bussen er beklædt med flere store billeder af partilederen i total med håret sat op i den karakteristiske knold. Der er også fundet plads til hendes hund, labradoren Ludvig, der kører med.

For Lucas er det vigtigt at stemme på en, der er forankret i hans region. Foto: TV2

Og vælgerne er tilsyneladende også med, idet Støjberg træder ud af bussen og ind i "Gaden" klokken lidt over otte torsdag aften.

Det er selfie-tid, og den første til at få et billede er den 21-årige socialrådgiverstuderende Lucas:

- Det er spændende, at hun er fra Nordjylland som mig. Så ved man, man har en lokal stemme på Christiansborg, siger han med henvisning til Inger Støjbergs bopæl i Hadsund.

For Lucas er det vigtigt at stemme på en, der er forankret i hans region. Foto: TV2

Hun har brudt loven, men gemmer sig ikke

Fem landbrugsmekanikerelever fra erhvervsskolen i Aars er på vej i byen, da de bumper ind i Støjberg.

Nu får de sig en snak med partilederen og tager imod merchandise fra partifolk. Iphone-covers med et Dannebrog og partinavnet på bagsiden.

Måske kender de ikke hendes politik i detaljen, men de har en god fidus til hende. Tidligere har de stemt på Liberal Alliance og de konservative.

- Vi ved, at politikken er blå, og det er allerede en god start. Hun er en af favoritterne, og hun står ved, hvad hun siger helt til sidste ende, siger Marius Bønløkke.

I tænker i forhold til hendes dom ved Rigsretten?

- Ja, lige præcis. Hun tager det med oprejst pande.

Hun har brudt loven?

- Ja, og det er jo en ærlig sag. Men hun gemmer sig ikke bag alle andre, som statsministeren. Det duer jo ikke. Så går det galt, siger Marius Bønløkke.

De fem venner og studerende har sympati for Inger Støjberg. Foto: TV2

Man fornemmer irritationen fra drengegruppen rettet mod statsministerens håndtering af mink-sagen, hvor hun fik en næse, mens fødevareminister Mogens Jensen (S) blev fyret.

Et kæmpeplus

Analyser peger på, at Inger Støjberg står svagest blandt de yngre vælgere, og dem er der en overflod af i Jomfru Ane Gade. Også denne torsdag aften.

Selv afviser hun, at det er udslagsgivende for besøget:

- Det har vi helt reelt ikke tænkt over. Der er ikke så mange steder, man ellers kan tage hen, sådan en torsdag aften, hvor der er mennesker.

Det er da konge, hun drikker shots med os, men det får os ikke til at stemme på hende

Steen Frederiksen, erhvervsøkonomistuderende

Den fysiske tilstedeværelse giver dog pote hos landbrugsmekanikereleverne.

- Det er da et kæmpeplus, at hun kommer ud til os i stedet for at sidde og gemme sig ovre i København, siger Marius Bønløkke.

Kan Inger drikke shots?

Efter at have delt flyers og telefoncovers ud i tyve minutter indfinder Inger Støjberg sig på baren Den Nordjyske Ambassade.

Seks studerende fra Aalborg Universitet afbrydes i et spil Meyer og rykker sammen i deres bås for at give plads til Danmarksdemokraten.

De tilbyder hende et shot "Små Fugle" med smag af eukalyptus og salmiak i en syntetisk blå farve. Og så starter slagsangen:

"Kan Inger, kan Inger, kan Inger drikke shots."

Det kan hun tilsyneladende:

- Okay, det smager jo alt for godt, siger hun, inden hun driver videre til de næste potentielle vælgere.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen.

- Det er da konge, hun drikker shots med os, men det får os da ikke til at stemme på hende, siger Steen Frederiksen, der studerer erhvervsøkonomi på Aalborg Universitet.

BLÅ BOG: Inger Støjberg

Alder: 49 år.

Født: 16. marts 1973 i Hjerk nær Skive i Midtjylland.

Datter af gårdejer Mathias Støjberg og medhjælpende ægtefælle Gudrun Støjberg.

Uddannelse:

1993: Student fra Morsø Gymnasium.

1995: Etårig højere handelseksamen i Viborg.

1999: Informationsakademiet på Viborg Handelsskole.

2013: MA i Business Administration fra Aalborg Universitet.

Erhvervskarriere:

1999-2001: Redaktør, Viborg Bladet.

Fra 2001: Freelancejournalist ved Støjberg Kommunikation.

2004: Forfatter til bogen 'Toner i livet'.

Politisk karriere:

1994-2002: Medlem af Viborg Amtsråd.

2001-2005: Medlem af Europarådet.

2001-2021: Medlem af Folketinget.

2005-2007: Næstformand for Venstres folketingsgruppe, ligestillingsordfører, fødevare-, familie- og forbrugerordfører samt medlem af Naturklagenævnet.

2007-2009: Politisk ordfører samt medlem af Udenrigspolitisk Nævn.

2009-2010: Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling.

2010-2011: Beskæftigelsesminister.

2011-2014: Næstformand for Venstres folketingsgruppe samt integrationsordfører.

2014-2015: Politisk ordfører i Venstre.

2015-2016: Udlændinge-, integrations- og boligminister.

2016-2019: Udlændinge- og integrationsminister.

2019-2020: Næstformand i Venstre.

2022-: Formand i Danmarksdemokraterne.

Kilder: ft.dk, Inger.dk, Ritzau.

Dårlige tabere

Andetsteds i baren har et par akademikere udfordret Inger Støjberg til en gang slå søm.

De lokker hende med, at der er "mindst to stemmer på spil", men Støjberg er i tvivl, om de stemmer på hende, afhængig af om hun vinder eller taber. Hun smiler og siger drillende:

- I virker som nogle dårlige tabere, så vil jeg vinde stemmerne, skal jeg nok være dårlig.

De klukker begge med og virker overrasket over joken.

"Hun kaldte os lige dårlige tabere", som den ene siger. Han virker ikke fornærmet, men underholdt.

Støjberg taber i slå søm, men har måske vundet et par stemmer, da hun igen lister ud af baren og ned mod bussen, inden promillerne udvikler sig i Gaden.

Hun lader til at være godt tilfreds med den første spæde kampagneaktivitet i sin nye storkreds.

Du slår søm i og drikker shots. Risikerer du ikke, at folk kan opfatte det som plat, og det bliver brugt imod dig?

- Det kan godt være, men jeg vil sige, man skal ikke gå en tur i Gaden, hvis man ikke vil tage et shot. Det ville være helt mærkeligt, siger partilederen.

Danmarksdemokraterne står i seneste meningsmåling foretaget af Megafon for TV 2 fra 5. oktober til 9,7 procent af stemmerne.


Arkivfoto Foto: Haitham Imad/EPA/Ritzau Scanpix

Kvinde tiltalt for at hylde terrorister, men vigtigt bevis er væk

Den 28-årige risikerer helt op til tre års fængsel.

En 28-årig kvinde, der er bosat i Hjørring, må væbne sig med tålmodighed.

Tirsdag var hun på anklagebænken i Retten i Hjørring, hvor hun var tiltalt for at hylde den terrorlistede palæstinensiske gruppe Hamas. Men den opsigtsvækkende sag nåede ikke sin afslutning.

Den blev i stedet udsat til 4. december.

Kommentar på Facebook kan blive fatal

Det er kommentarer til opslag på Facebook-gruppen 'Muslimer til stemmeboksene', der har skabt al virakken.

'HAMAS (efterfulgt af fire hjerter) DE ER FANDME DE ENESTE, DER FUCKING GØR NOGET' og 'Ja (efterfulgt af en såkaldt græde-emoji) Og ingen hjælper dem. Jamen for helvede en verden (efterfulgt af fire græde-emojis samt seks emojis med et brudt hjerte)'.

Sådan har den tiltalte blandt andet kommenteret et opslag, hvilket hun erkendte i retten.

Det siger loven

Kvinden fra Hjørring er tiltalt for at støtte terrorisme efter Straffelovens §136, stk. 2, der siger:

Den, der offentligt udtrykkeligt billiger en af de i denne lovs 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, dog ikke § 110 e, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Straffelovens kapitel 12 og 13, der henvises til, handler om:

Kapitel 12: Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed

Kapitel 13: Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder samt terrorisme m.v.

Af anklageskriftet fremgår det, at den tiltalte henviste til Hamas’ terrorangreb i Israel 7. oktober 2023, hvor omkring 1200 israelere blev dræbt og yderligere cirka 240 blev taget som gidsler. Og netop dét gør, at anklageren vil forsøge at få kvinden dømt til en fængselsstraf.

Uklarhed om hensigt

Men forud for retssagen var det uvist, hvordan den 28-årige kvinde forholdt sig til anklagen. I retten nægtede hun da også, at opslagene henviste til det bestialske terrorangreb.

Hun bedyrede, at kommentaren ikke var møntet på selve terrorangrebet, men i stedet en gidseludveksling.

- Jeg er 99,9 procent sikker på, at det omhandlede det, lød det fra den tiltalte i Retten i Hjørring, inden hun gjorde klart, at hun ønskede, der skete noget godt, og at gidsler kunne slippes fri.

Af den årsag blev sagen udskudt, da det ifølge specialanklager Kim K. Kristensen kan have betydning for strafansvaret.

Nu skal det undersøges, om opslaget, som den tiltalte kommenterede på, kan findes for at afklare, om den tiltalte taler sandt. Problemet er bare, at opslaget ikke længere ligger på gruppen, som har over 26.000 medlemmer.

Den tiltalte forklarede videre i retten, at hun nægter sig skyldig, og at hun ikke var bekendt med, at Hamas er på EU's terrorliste, da hun skrev kommentaren.

Hvis den 28-årige kvinde kendes skyldig, kan hun få alt fra en bøde til fængsel i tre år. Det er nemlig den straf, man risikerer at få ved at støtte handlinger, som af Danmark anses for terror.


Foto:

Efter fem år kan lokale ildsjæle endelig løfte sløret for storstilet projekt

Fra kommunal byplanlægning til ildsjæles vision om naturskønt område.

Fra fredag 13. september kan unge som gamle tage et smut forbi Vestbjergs splinternye junglesti.

Ad de snoede stier finder du alt fra gangbroer og forhindringsbaner til bålsted og bænke. Borgerne i Vestbjerg har set særligt frem til det nye åndehul. Men det er ikke kun blandt borgerne i Vestbjerg, at man har set en fidus i at skabe et naturskønt område.

For junglestien er kun starten på, hvad der bliver Vestbjerg Natur- og Klimapark.

Aalborg Kommune besluttede i 2019, at der på byens tidligere fodboldbaner skal anlægges 6-8 regnvandsøer, der optager byens overskydende overfladevand. Med afsæt i kommunens planer tog Ildsjælene, en gruppe af frivillige fra Vestbjerg, initiativ ikke blot at anlægge regnvandsøerne, men i stedet forvandle et større areal til en natur- og klimapark.

Idéen opstod for at styrke fællesskabet på tværs af byens borgere i alle aldre og som tilbud til byens institutioner og dagplejere. Dette oplyser Vestbjerg Samråd i en pressemeddelelse.

- I Natur- og Klimaparken skal det være muligt at holde foredrag, undervise og slappe af, så det bliver et sted, hvor borgerne kan tage hen uanset formål, siger John Østergaard, tovholder på projektet.

Vestbjerg junglesti Foto: Pressefoto

Årelangt projekt

Vestbjerg Natur- og Klimapark ventes at stå færdig i 2026 med madpakkehus, shelterpladser, amfiteater, sansehave samt borde og bænke.

Projektet har fokus på den grønne dagsorden, og der vil i Natur- og Klimaparken være fokus på at sikre og styrke biodiversiteten i området. Det sker ved, at der skabes nye levesteder for planter, dyr og insekter. Udover byens borgere er det også hensigten, at parken skal være et tilbud for borgere rundt om Hammer Bakker, for institutioner og skoler i Aalborg Kommune og for andre naturinteresserede.

Selvom junglestien er for alle, er det Vestbjergs børn og unge, der får lov at kaste sig ud i junglestiens udfordringer som de første. Det sker lige så snart, at snoren er klippet over.

Det bliver den af rådmand Jan Nymark Thaysen fra Aalborg Kommune og Vestbjerg Samråds formand Torben Carstensen som et symbol på et godt samarbejde samrådet og kommunen imellem.

Vestbjerg har selv rejst pengene til den nye junglesti, mens Natur- og Klimaparken delvist finansieres af Nordea Fonden, der har spyttet en millioner kroner i kassen.


Arkivfoto Foto: Claus Bech, Scanpix

Ulighed i velfærd: Ældre i Nordjylland får mindst hjælp

Er det rimeligt at være ringere stillet som ældre i Nordjylland end i resten af landet?

Det spørgsmål kan mange plejekrævende borgere stille sig selv.

En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser nemlig, at de ældre i Nordjylland visiteres til færre timers ugentlig hjemmehjælp end tilfældet er for resten landet.

Det oplyser Kanal Frederikshavn.

Landsgennemsnittet for hvor meget hjemmehjælp du som plejekrævende borger får, er tre timer om ugen, men i flere nordjyske byer, når man slet ikke derop.

I Morsø Kommune står det værst til. Her får borgerne kun 1,6 timers hjælp hver uge. Det er det laveste niveau blandt alle landets kommuner.

Men hvorfor står det så så skidt til?

Ifølge Tanja Nielsen, sektorformand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, handler det om en generel nedprioritering af ældrepleje i regionen.

- Jeg frygter, at den store forskel i visiterede hjemmehjælpstimer handler om, at mange kommuner har været ude i det, der på bureaukratisk dobbeltsprog hedder budgettilpasning, men reelt handler om, at man har sparet på velfærden for at få budgettet til at passe. Det kan vi ikke være bekendt over for vores ældre medborgere, siger Tanja Nielsen

At ældreplejen i Danmark ikke er tilstrækkelig, er ikke noget nyt fænomen.

I de sidste mange år har de danske ældre således oplevet et fald i det antal hjemmehjælpstimer, de får visiteret. Eksempelvis fik knap halvdelen af alle over 80 år hjemmehjælp i 2008. I 2023 lød tallet på under en tredjedel.


My Home Hjørring Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Har tre butikker i Nordjylland: Stor møbelkæde drejer nøglen om

Møbelkæden My Home har valgt at lukke ned efter et underskud på knap 50 millioner kroner de seneste to regnskabsår.

Medarbejderne i My Home Møbler i Hjørring, Frederikshavn og Aalborg modtog sidste uge en kedelig besked.

Kæden har efter flere år med blodrøde regnskaber og lukkede butikker valgt at dreje nøglen om på alle deres 23 butikker landet rundt.

Kæden blev sidste år overtaget af Jan Hallas fra svenske BHG Group, efter at han selv havde solgt kæden til selvsamme svenskere i 2017.

- Jeg har valgt at lukke nu, så det kan foregå i ro og orden, og vi kan betale hver og sit. Vi har stadig en god egenkapital, og så turde jeg ikke at trække det et år længere, forklarer ejeren Jan Hallas.

Da han sidste år købte sig tilbage i My Home Møbler, var håbet at vende skuden, men det er altså ikke lykkedes for Jan Hallas og co.

- Møbelbranchen er udfordret. Jeg skal ikke kunne sige præcist hvorfor, men mine bedste bud er, at folk købte mange møbler under corona, renten har oplevet en stor stigning og så rejser folk meget, så de bruger pengene anderledes, fortæller han.

Hvor lang tid medarbejderne i Nordjylland og resten af landet har tilbage hos møbelkæden, kan Jan Hallas ikke sige præcist, da der ikke er nogen eller noget der er blevet opsagt endnu.

Han håber dog at kunne gennemføre lukningen indenfor fire-fem måneder.


Foto: Pressefoto

Sidste år blev billetterne revet væk: Nu gentages skræmmende succes

Det uhyggelige familie-løb kommer igen til Nordjylland.

Igen i år er det muligt at blive jagtet igennem en mørk skov af en masse sultne og skræmmende zombier.

Det lyder måske ikke ligefrem som noget, man har lyst til, men det altså en stor succes ifølge arrangørerne.

Det er Blokhus Zombie Fun Run, der selvfølgelig er tale om. Det er fjerde gang, arrangementet løber af stablen, og det er altså med at være hurtigt ude, for billetterne blev udsolgt efter blot 14 dage sidste år.

- I starten var der ubegrænset pladser, men forrige år oplevede vi, at det eksploderede, så nu har vi sat en grænse på 1000 deltagere for at sikre, at der er plads til alle, og at alle får en god oplevelse, forklarer Anne Nyeboe Pedersen, der er eventpraktikant hos Destination Nord og dette års tovholder på arrangementet.

I år bygges løbet op om en fiktiv historie, der skal være med til for første gang at tematisere løbet.

Løbet finder sted torsdag 17. oktober fra klokken 17-19.30 i efterårsferien.

- Vi afholder det her, fordi der er lyst i starten af løbet, hvis man er mest tryg ved det. Samtidig når det at blive mørkt nok til dem, som vil opleve løbet sådan, forklarer Anne Nyeboe Pedersen.

Foto: Pressefoto
Foto: Pressefoto

Inden man bevæger sig ud på ruten, udstyres hver deltager med tre liv (stofhaler), som sultne zombier vil forsøge at stjæle. Alle de modige løbere, som 'overlever' Zombie Run, med mindst et liv tilbage ved målstregen, modtager et diplom samt en mindre præmie.

For dem, der ønsker at tage deres Zombie Fun Run-oplevelse til et nyt, skræmmende niveau, kan der downloades en lydfil med seje og realistiske lydeffekter, der vil få hjertet til at banke hurtigere, og sanserne til at være på vagt.

Lydfilen er designet af en professionel lydmand, specielt tilpasset ruten i Blokhus Klitplantage. Når man booker, vil der være et link til lydfilen, som kan downloades på mobilen og afspilles igennem deltagernes egne høretelefoner.

Det er Destination Blokhus, VisitJammerbugten og PGU Runners, der står bag arrangementet.