Tidligere drabschefer roser politiets arbejde i drabssag
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Hjemmeværnet spærrer vejene ved Pindbakvej og Lilleskovvej, mens Nordjyllands Politi arbejder i Dronninglund Storskov.
Tidligere leder af Rejseholdet hæfter sig især ved én ting i politiets håndtering.
Politiet har gjort et usædvanligt godt stykke arbejde i den indledende fase af opklaringen af sagen om den 22-årige Mia Skadhauge Stevn i Aalborg.
Det mener to tidligere drabschefer, som TV 2 har talt med.
Bent Isager-Nielsen, der er tidligere drabschef og tidligere leder af Rejseholdet, hæfter sig især ved den tidlige og tydelige kommunikation, der har været fra politiets side om sagen.
- Set herfra er det til UG med kryds og slange. Man har sat en erfaren og troværdig efterforskningsleder til at stå for det. Det giver tryghed, identifikation, og man lytter til, hvad han siger, siger Bent Isager-Nielsen til TV 2.
Bakkes op af anden drabschef
Han bakkes op af Jens Møller, tidligere vicepolitiinspektør og drabschef i Københavns Politi.
- Kombinationen af videoovervågning og folks hjælp gør, at man kan identificere gerningsmanden relativt hurtigt. Politiet skal også have ros for, at de ikke er stoppet op. De har hele tiden efterlyst og arbejdet med video, og når det har givet noget, har de arbejdet videre.
Ifølge Bent Isager-Nielsen kan det være svært at vurdere, hvornår man skal involvere og appellere til pressen i sager som denne.
- Det kan jo være en banal sag om en, der sover en rus ud hos en ven eller selv er stukket af. Men her vurderede man hurtigt, at kvindens profil ikke passede med en, der ville handle sådan, siger Bent Isager-Nielsen og tilføjer:
- Politiet gjorde det godt ved hurtigt at sige better safe than sorry og ikke tøve med at sætte det store apparat i gang.
Gunstige forhold for politiet
Jens Møller pointerer, at politiet også har været hjulpet godt på vej af, at forholdene i sagen har været gunstige til at begynde med, fordi Mia Skadhauge Stevn er forsvundet på et sted, hvor der har været mange mennesker.
- Efterforskningen er kommet godt i gang, fordi der har været et godt samarbejde med befolkningen, og man har kunnet udnytte den videoovervågning, der har været. Det har Nordjyllands Politi også kvitteret og takket for flere gange.
Bent Isager-Nielsen synes også, at det var en god beslutning at melde ud, at folk skulle undlade at slette billeder og videoer fra nattelivet og overvågningsbilleder.
Han siger, at politiets hurtige reaktion har været medvirkende til, at sagen er blevet taget mere seriøst hos pressen og befolkningen. Og det er en fordel, når der efterforskes i sager som denne.
- Hvis man kommer for sent i gang i disse sager, er det ofte en svær opklaring, der ligger forud. Men jeg vil sige, at det er mere reglen end undtagelsen, at det danske politi gør det godt i de her sager.
Én fængslet, én løsladt
To 36-årige mænd, som er sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn, var torsdag i grundlovsforhør.
Her blev den ene varetægtsfængslet i fire uger. Den anden blev løsladt, men er stadig sigtet i sagen.
Forinden havde anklagemyndigheden oplyst, at de to var sigtet for at have dræbt den 22-årige kvinde “i forening efter fælles forståelse og forudgående aftale”.
Hvad der ligger i dette er uklart, da grundlovsforhøret blev ført bag lukkede døre.
Politiet fandt dele af et menneske i Dronninglund Storskov i Nordjylland torsdag, som formodes at være fra Mia Skadhauge Stevn.