Borgmester kritiserer statens uddeling af bredbåndsmidler

Vesthimmerlands Kommunes borgmester, Knud Kristensen, er ikke tilfreds med, at Nordjylland blev forbigået ved uddelingen af bredbåndspuljen. Han mener, at det burde være mere simpelt at søge om midlerne.

Der kommer ikke penge til bedre bredbånd i Nordjylland i denne omgang. Der er netop blevet uddelt penge fra statens bredbåndspulje, i alt 100 millioner kroner, men Nordjylland er blevet forbigået.

Der var i alt kommet 72 ansøgninger om tilskud fra bredbåndspuljen. Heraf var de to ansøgninger fra Nordjylland, men de blev begge sorteret fra, fordi de var for dårlige.

Borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Knud Kristensen (Konservative), er ikke tilfreds med, at der ikke kommer bredbåndspenge til Nordjylland. Han mener, at ansøgningsprocessen er alt for kompliceret, og at det er derfor, der ikke er kommet så mange ansøgninger, og at dem, der kom, ikke var gode nok.

- Når der skal ansøges om offentlige midler, så kompliceret, skal have universiteter ind over for at få skrevet irigtigt. Det er jo det, det handler om. Det er tit og ofte med offentlige midler, at det er blevet for kompliceret, siger Knud Kristensen, som mener, at man godt kunne gøre det hele lidt mere simpelt.

- Jeg foreslår ganske enkelt, når man nu udbyder sådan noget her, er det på en måde, så du kan krydse af eller måske udfylde mere enkelt. Langt de fleste giver op, siger Knud Kristensen.

Han mener desuden, at beslutningen om, hvortil bredbåndsstøtten skal deles ud, skal tættere på borgerne.

- Vi skal have internet for at få kommunerne til at fungere i alle områder. Man må sætte penge af til det, og det er alfa og omega at have kommunerne med for at få det til at ske, siger Knud Kristensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland