Danmarks grimmeste juletræ er blevet et globalt hit for Aars
Foto: Lone Vad Dam
Juletræet på Kirketorvet i Aars har været igennem noget af rutsjebanetur de seneste dage - først var det så grimt, at det skulle væk. Nu er det så grimt, at det skal blive. Og i mellemtiden er det blevet verdensberømt.
Danmarks måske grimmeste juletræ blev for 14 dage siden stillet op på Kirketorvet i Aars. De seneste dage har kravet fra byens borgere lydt, at det skulle væk igen, men nu har Handelsstandsforeningen skifte mening, så træet får lov til at stående.
For folk elsker det, også selv om det er grimt. Meget grimt.
- Det er det grimmeste juletræ jeg nogensinde har set og jeg synes simpelthen ikke vi kan være det bekendt, siger førtidspensionist Jeanette Guldhammer fra Aars til TV2 Nord.
Hos Handelsstandsforeningen i Aars, som har udvalgt træet og sat det op på pladsen ved byens apotek, er man enig, men det betyder ikke, at træet ellers som lovet bliver skiftet.
- Mandag morgen skulle det fjernes. I løbet af dagen ændrede det sig til, at nu skulle det blive stående. I går kunne vi ikke leve med det træ - nu kan vi ikke leve uden, siger koordinator hos Aars Handelsstandsforening Jørgen Poulsen.
Træet har på få døgn givet Aars mere opmærksomhed, end det nogensinde før er lykkedes et træ i de 35 år, Handelsstandsforeningen har stået for at juleforskønne byen. Nyheden om træet har spredt sig som en løbeild til flere udenlandske medier, og nu er Aars pludselig sat på landkortet.
- I går havde jeg over 50 opkald fra diverse medier. Jeg tror, jeg lige nu har fem beskeder på min telefonsvarer, som jeg skal svare på, når vi to er færdige med at snakke her, siger Jørgen Poulsen.
1. december skal indtil videre 120 børnehavebørn forskønne det noget aparte træ med julepynt.