Politik: S-profil stopper i Vesthimmerland

Den socialdemokratiske politiker i Vesthimmerlands Kommune, Palle Jensen, stiller ikke op til valget i 2021.

Socialdemokratiet i Vesthimmerlands Kommune skal vælge ny borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2021, da den nuværende borgmesterkandidat, Palle Jensen, har besluttet sig for ikke at opstille.

Palle Jensen fortæller, at det er en velovervejet beslutning, og han synes, at han med sine 28 år i byrådspolitik, når indeværende byrådsperiode om to år er slut, har gjort sin borgerpligt.

- Man bruger mange timer om ugen på byrådspolitik, og når man samtidig også skal passe sit almindelige job, ser jeg frem til at bruge min fritid på andet end lokalpolitik. Jeg vil se tilbage på mange gode år og masser af gode oplevelser i forbindelse med det politiske arbejde, og forventer selvfølgelig at passe mit politiske arbejde i de sidste to år af indeværende byrådsperiode, siger Palle Jensen.

Formanden for Socialdemokratiet i Vesthimmerlands Kommune, Herdis Brix, kalder det et tab, at Palle Jensen stopper i politik.

- Der er ingen tvivl om, at både vi og Vesthimmerlands Kommune kommer til at savne en dygtig og yderst kompetent politiker. Palle har, uanset om det var partiet eller det kommunalpolitiske arbejde, altid sat en ære i at have det politiske håndværk i orden. Han har altid med sine rolige og velovervejede argumenter forstået at gøre såvel sine egne som partiets holdninger gældende. Uanset hvilket stormvejr, han har mødt på den politiske arena, har han formået at være ordentlig i debatten, siger Herdis Brix.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland