Aalborg Håndbold få minutter fra kolossal triumf: - Det er sindssygt ærgerligt, at drengene ikke får to point i dag
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Omtrent fem minutter før slutfløjt var Aalborg Håndbold oppe med to mål mod håndboldgiganten THW Kiel. Alligevel endte det med et udebanenederlag efter en stærk slutspurt fra det tyske mandskab.
Aalborg Håndbold var tirsdag aften i kamp mod håndboldmastodonten THW Kiel i håndboldsportens fineste turnering. Med Niklas Landin i buret vandt Kiel med 28-26 over et Aalborg-hold, der ellers bed godt fra sig.
Lige ved og næsten
Overraskelsen lå længe og lurede. Pausestillingen lød på 15-15 mellem Aalborg Håndbold og de forsvarende Champions League-vindere fra Kiel, og stillingen lå længe og tippede frem og tilbage, inden de rød-hvide fra Nordjylland trak fra.
- Det er brandærgerligt, og det gør ondt lige nu.
Jan Larsen, Direktør, Aalborg Håndbold
Med bare fem minutter tilbage af Champions League-opgøret i gruppe B lignede det, at Aalborg Håndbold ville nappe en umådelig flot skalp.
Målmand Mikael Aggefors agerede en eminent mur, og Kiel-spillerne havde mere end svært ved at passere Aalborg-keeperen. Sebastian Barthold kanonerede det ene mål ind efter det andet fra fløjen, og Magnus Saugstrup fortsatte de fantastiske takter fra VM-slutrunden i januar.
Ærgerlig Aalborg-direktør
Lige lidt hjalp det i slutminutterne, hvor det hele smuldrede for Aalborg Håndbold.
- Det er brandærgerligt, at vi ikke vinder kampen, og man får ikke større chancer. Det gør ondt, og jeg synes egentligt, at vi havde fortjent sejren. Vi er ikke skarpe nok i slutfasen, og de får pludselig succes med at spille seks mod syv, siger Jan Larsen lige efter kampen.
Skuffelsen over nederlaget vidner, ifølge Jan Larsen, om, at holdet er nået langt.
- Vi er selvfølgelig også kommet et godt stykke vej, når vi står nede i Kiel og er dybt skuffede over, at vi ikke slår de forsvarende vindere af turneringen. På sin vis er jeg stolt af præstationen, det er bare sindssygt ærgerligt, at drengene ikke får de to point i dag, udtaler Jan Larsen.
Nærmeste forfølger tildelt stor fordel
Allerede om to dage får de forsvarende danske mestre fra Aalborg mulighed for at vaske nederlaget væk. Ikke mange timer efter kampen mod Kiel går turen mod Ukraine. Torsdag skal holdet nemlig i aktion mod ukrainske Motor Zaporozhye.
Lige nu ligger de to hold side om side i gruppe B, idet begge mandskaber har skrabet 12 point sammen i Champions League.
Stillingen i gruppe B i Champions League
Barcelona - 24 point
Veszprem - 17 point
Aalborg - 12 point
Motor - 12 point
Kiel - 11 point
Nantes - 10 point
Celje - 6 point
PPD Zagreb - 0 point
Det varer imidlertid ikke ved, da Motor Zaporozhye tildeles en skrivebordssejr mod THW Kiel, der på grund af en lang række coronaaflysninger og udskydelser ikke rejser til Ukraine, når de to hold skal mødes.
- Det er en katastrofe. Det er vi overhovedet ikke tilfredse med. Jeg synes, at det skandaløst. Der er én kamp, der ikke bliver spillet i vores gruppe, og det er dén. Så kan man snakke om, at man ikke kan nå at spille den, men selvfølgelig kan man det, hvis man sætter sig for det. Det er bare ikke i orden, når vi spiller på det her niveau, men vi kan ikke lave om på det. Det er andre, der har truffet den beslutning, siger Jan Larsen.
Derfor er en sejr på torsdag ekstra vigtig for Aalborg Håndbold. Et nederlag betyder nemlig, at Motor render fra Aalborg i tabellen.
- Vi kommer blæsende mod Motor. Så vil jeg skide på, at vi får under 48 timers pause. Jeg kender de her drenge godt nok til, at når sådan noget her sker, så bliver de en lille smule sure, og så må vi gå derover og vise, at vi er bedre end dem. Forhåbentligt viser det sig så, at være nok, slutter direktøren i Aalborg Håndbold.