Aalborg Kommune erkender sjusk: - Der er ikke noget, der er sluppet ud
Kontorchef ved Aalborg Kommune mener ikke, at borgerne har grund til at bekymre sig.
- Det er ikke sådan, at man skal miste nattesøvn over det.
Sådan lyder det fra kontorchef ved Aalborg Kommune, Freddy Falk, angående det databrud, som Aalborg Kommune offentligt meldte ud om i går.
- Der er ikke noget, der er sluppet ud. Det er et spørgsmål om, at der er for mange medarbejdere i Aalborg Kommune, der har haft adgang til at se nogle oplysninger, forklarer Freddy Falk.
Kommunen har i slutningen af januar konstateret et brud på persondatasikkerheden.
Her opdagede de, at samtlige medarbejdere i kommunen, beredskabet og forsyningen, havde adgang til blandt andet CPR-numre, adresser og følsomme oplysninger fra både større og mindre grupper af borgere gennem et stort fællesdrev.
Ikke godt nok
De seneste år har der været et stort fokus på netop beskyttelse af persondata, og her erkender Aalborg Kommune, at der er blevet sjusket i arbejdet med at beskytte borgernes oplysninger.
- Det er en kombination af menneskelige fejl, fortæller kontorchefen.
Han forklarer, at der har været problemer med nogle adgangsbegrænsninger, og at der blevet lagt nogle dokumenter på steder, hvor de aldrig skulle have ligget.
Kommunen mener ikke, at man som borger bør være bekymret over, at oplysningerne er blevet delt blandt medarbejdere i beredskabet, kommunen og forsyningen.
Samtidig er det dog ikke muligt at dokumentere, at de personfølsomme oplysninger ikke er blevet misbrugt.
- Man bør være opmærksom på, om man begynder at få nogle mails, eller om der er nogle, der sender nogle fakturaer eller lignende, fortæller Freddy Falk.
Aalborg Kommune har meldt hændelsen til Datatilsynet og har nu begrænset adgangen til fællesdrevet. Derudover lyder det, at de vil arbejde på at stramme mere op for beskyttelsen af personlige oplysninger, så en lignende situation ikke opstår igen.