Caroline er her ikke mere
Caroline Wesselhøft fra Aalborg, der blev ramt af uhelbredelig brystkræft, er død. Foto: Michael Andersen
Caroline Wesselhøft fra Aalborg, der blev ramt af uhelbredelig brystkræft, er død. Hun tabte kampen til kræft, en kamp hun blev kendt i offentligheden for, da hun gik ud og søgte penge til behandlinger i Tyskland, da det danske sundhedsvæsen havde opgivet.
Takket være mennesker fra hele landet og udlandet lykkedes det 45-årige Caroline Wesselhøft at samle penge til livsforlængende behandling mod sin uhelbredelige kræftsygdom. Fem behandlinger fik hun.
Onsdag døde hun.
Hun fik flere måneder at leve i end lægerne gav hende forhåbning om tilbage i 2018, da hun fik sin første kræftdiagnose og kom i behandling. Diagnosen hed triple negativ brystkræft.
- Så opdagede jeg, at jeg havde en knude i højre side. Det viser sig, at det har spredt sig i hele lymfesystemet, op i halsen og i armhulen, og jeg kan jo mærke det hver dag, fortalte Caroline Wesselhøft tilbage i februar 2020 til TV2 Nord, som har fulgt den unge mors kamp mod kræften.
Med den uhelbredelige kræftdiagnose havde hun - ifølge lægerne - omkring syv måneder tilbage at leve i.
Caroline Wesselhøft fik mange flere måneder, ja faktisk år, at leve i og være mor for sin datter, hvilket var det vigtigste for hende.
Caroline Wesselhøft sov onsdag ind på hospice og nåede via de sociale medier at sende en sidste hilsen og tak til alle dem, der har støttet hende og været med til at give hende håb for fremtiden sammen med sin syv-årige datter.
"Status er, at jeg nu er på hospice, og jeg om ikke så længe skal forlade jer alle. Men jeg ved, jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at få længere tid sammen med min lille Angelina og min dejlige familie. Jeg er taknemmelig for de ekstra år jeg har fået", skrev hun den 14. maj.
Caroline Wesselhøft stammede oprindelig fra Læsø, hvor hun boede de første fem år af sit liv, ligesom hendes familie er fra øen og har brugt meget tid på øen. Og det er også på Læsø, Caroline Wesselhøft torsdag skal begraves. Det oplyser familien på Facebook.
Se eller gense TV2 Nords Michael Andersen indslag med og om Caroline Wesselhøft.