Seneste nyt:

Fem mænd tiltalt for brandattentat i Aalborg

Fem mænd skal for retten i en sag om en påsat brand. Ifølge anklageskriftet var det nøje planlagt.

Der er tale om en ganske usædvanlig og voldsom sag, når retten i Aalborg torsdag-fredag tager fat på en sag mod fem nordjyske mænd i alderen 22 til 49 år. 

De fem er tiltalt for på forskellig vis at have deltaget i et brandattentat, som fandt sted 29. november 2020 omkring kl. 19.50 på Mylius Erichsens Vej i Aalborg.

Sagens hovedperson er en 49-årig mand fra Nørresundby. Det er politiets opfattelse, at han og en af de andre tiltalte på et tidspunkt forud for brandattentatet holdt et møde med to af de andre tiltalte og tilbød dem penge for at gennemføre et brandattentat mod den 49-årige tidligere samlever, som han har et barn med. 

Af anklageskriftet fremgår det, at motivet skulle være at skræmme kvinden til at opgive forældremyndigheden over det fælles barn.

Brændte kvindens bil af

Det fremgår videre af anklageskriftet, at de to, der blev tilbudt penge, kørte til Aalborg 29. november om aftenens sammen med en tredje mand. 

På vejen standsede de først et sted, hvor de købte tændstikker. Senere købte de benzin på en tankstation, og politiet mener, at de derefter fremstillede en slags molotov-cocktail ved at hælde benzin på flasken. 

Herefter kørte de til kvindens bopæl på Mylius Erichsens Vej, hvor de satte kvindens bil i flammer. Den blev skadet for mere end 153.000 kroner.

Måneders efterforskning

Efter brandattentatet indledte politiet et flere måneder langt efterforskningsarbejde. Det førte til, at de fem mænd blev anholdt og varetægtsfængslet i slutningen af marts sidste år, og de har siddet fængslet siden. 

Da de fem blev anholdt, havde politiet allerede anholdt og fået varetægtsfængslet en sjette mand i sagen. Det fremgår af anklageskriftet, at politiet mener, at den sjette mand har været involveret i sagen fra starten sammen med den 49-årige. 

Men det fremgår ikke nærmere, hvad hans rolle har været, eller hvad hans relation til sagens parter i øvrigt er. Hans sag vil blive behandlet for sig selv på et senere tidspunkt.

Det fremgår ikke før sagens start, hvordan de fem mænd forholder sig til anklagerne, men det ventes at komme frem som noget af det første, når retten indleder sagen torsdag klokken ni.