Første i Norden: Aalborg Universitetshospital slår dørene op for robotkirurgisk træningscenter

Aalborg Universitetshospital har netop slået dørene op for et nyt træningscenter for robotkirugi, hvor læger fra store dele af Europa skal kunne komme og øve sig.

- Robotkirurgiske operationer er fremtiden, ingen tvivl om det, fortæller Robotansvarlig overlæge ved Aalborg Universitetshospital Johan Poulsen til TV2 Nord.

- Det er selvfølgelig helt fantastisk, at vi får lov til at få sådan noget op at køre, tilføjer han, mens hans snakker om Universitetshospitalets nyeste tilføjelse; et robotkirurgisk træningscenter.

Nordens første

Kun fire andre steder i Europa ligger der et træningscenter for robotkirurgi placeret, og Aalborg er netop nu at finde på denne eksklusive liste. Dertil er det nye aalborgensiske center for robotkirurgi endda Nordens første af sin slags.

Aalborg Universitetshospitals nye tilføjelse inkluderer en robot, der ved styring af læger, kan foretage operationer på patienter. En robot til en værdi af intet mindre end 15 millioner kroner.

På træningscenteret skal læger fra store dele af Europa kunne komme og øve sig på robotkirurgiske indgreb, og blive skarpere på en teknologi, der vender mere og mere frem.

De utraditionelle patienter

- Man tror det er løgn! Man ser tingene så knivskarpt, at det næsten føles, som at være inde i patientens mave, fortæller Johan Poulsen om arbejdet med den nye robot.

Men patienterne som træningscenteret gør brug af, er dog ikke hospitalets typiske patienter. Til øvelserne er det nemlig bedøvede grise, der opereres på.

Dermed har lægerne mulighed for at øve sig på levende væsener, uden at sætte menneskeliv på spil. Og selvom det er et træningscenter, er det dog begrænset hvor mange fejl, der reelt sker.

Underviserne har nemlig, ligesom motorsagkyndige i køreskolebiler, mulighed for at gribe ind undervejs, med deres eget sæt pedaler og tilsvarende joystick, som eleverne har.

Begejstrede læger

Der hersker ingen tvivl om, at både elever og undervisere er begejstrede for den nye tilføjelse.

Mathias Gottenschalk, Afdelingslæge ved Regionshospitalet i Herning, var én af de første til at teste den nye teknologi.

- Det gør det lettere at have en robot, fordi kameraet står stille, og der er ikke en træt assistent, der begynder at ryste i slutningen af en operation.

Ved brug af højteknologiske joysticks kan lægerne styre robotten under selve operationen.

- De her joysticks, de har nogle frihedsgrader, som man slet ikke har med den menneskelige hånd, fortæller Johan Poulsen.

Og udover at forbedre selve operationen, fremmer det også lægernes arbejdsmiljø.

- Det er ganske behageligt, man føler næsten overhovedet ikke, at man er på arbejde. Det er lige før, man kunne sætte en kop kaffe her, lyder det med et glimt i øjet fra Johan Poulsen, der peger på en del af robotten, hvor en kop kaffe passende kunne stå.

Fremtiden indenfor kirurgi

Flere steder i Danmark opereres der allerede med robotter, og den nye træning i robotkirurgi kan have stor betydning for patienterne.

- Med denne type teknik vil patienten ikke miste så meget blod, sammenlignet med andre teknikker, så tiden patienten efterfølgende er indlagt, er ikke så lang, fortæller Customer Trainer ved Intuitive Mike Krumholz.

I dag bruges robotkirurgi særligt indenfor kræftoperationer.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland