Fra fængsel til forbrydelse på samme dag: Anklages for 544 lovovertrædelser
Foto: TV2 Nord
Manden anklages nu for stalking af sin ekskone - igen.
En 25-årig mand var tirsdag mødt op i Retten i Aalborg, hvor han anklages for stalking og overtrædelse af lov om tilhold mod sin ekskone. Anklager, som han nægter sig skyldig i. Det oplyser anklager, Mathias Nysom Petersen, fra Nordjyllands Politi til TV2 Nord.
Under retsmødet blev mistanken styrken, da nye oplysninger kom frem i lyset, og manden er derfor varetægtsfængslet fra dags dato og en måned frem.
De 544 lovovertrædelser skulle angiveligt have fundet sted fra den 11. januar til den 20. maj 2023.
Anklagemyndighed anker tidligere dom for at være for mild
Tidligere samme dag, den 11. januar, blev han løsladt fra fængslet efter at have begået stalking af selvsamme ekskone. En dom, han modtog den 29. november 2022, men som han har valgt at anke til frifindelse, mens anklagemyndigheden har valgt at anke dommen til Landsretten, da man mener, at dommen dengang var for mild.
Derfor skal også denne sag i retten i næste uge og vil, ifølge anklager, Mathias Nysom Petersens udsagn, "få stor indvirkning på den nyere sag".
Opsøgt på bopæl
I tirsdagens grundlovsforhør anklages den 25-årige mand for at have begået intet mindre end 544 overtrædelser ved at have taget kontakt til sin ekskone, enten telefonisk eller via beskeder, og tre gange opsøgt hende på sin bopæl i Nørresundby.
Dermed menes han at have overtrådt det tilhold, han blev tildelt den 25. august 2022.
Hvor de resterende forhold er sket, kan anklager Mathias Nysom Petersen ikke komme nærmere ind på, mens efterforskningen er i gang.
På grund af retssagens lukkede døre vides det ikke, hvad den 25-årige forklarede under grundlovsforhøret.