Maltes cykelkarriere blev knust - nu vil han cykle jorden rundt hjemmefra
Malte Therkildsen var på vej mod en lovende cykelkarriere, men drømmen brast, da han pludselig blev ramt af alvorlige balanceproblemer. Nu vil han cykle jorden rundt - hjemme fra stuen.
En fod i hver pedal og bagdelen i sadlen. En hurtig cykeltur ned i det nærmeste supermarked kan kræve sin overtalelse.
Men 27-årige Malte Therkildsen fra Nørresundby har planer om at cykle knap seks gange rundt om jordkloden.
- Det er planen de næste seks-syv år, siger han.
- Det passer med cirka 110 kilometer om dagen.
Startede som indsamling
Det hele foregår dog uden vind, bakker og venten i lyskryds. Malte Therkildsen klarer nemlig de daglige cykelture hjemme fra stuen.
Det hele startede med det formål at tjene penge hjem til Hjerteskadeforeningen. De 230.000 kilometer, Malte skal tilbagelægge, er nemlig besluttet på baggrund af de 230.000 personer i Danmark, der er påvirket af følger efter hjerneskader.
Det er nemlig noget, nordjyden selv døjer med.
Malte har cyklet seriøst, siden han var 20 år gammel, og han flyttede til Spanien for at kunne gøre brug af landets bjerge.
Men 14 dage før afrejse skete der noget uforklarligt i Maltes krop.
Da han sad hjemme hos sine forældre og læste i en bog en sen aften, ville han lægge bogen fra sig og rejse sig op. Men da han rejste sig, kunne han næsten ikke stå på sine egne ben.
- Jeg var virkelig svimmel og kunne ikke holde balancen. Jeg tænkte umiddelbart, at det bare var, fordi jeg var træt, og tænkte ikke yderligere over det, siger han.
Men da Malte stod op dagen efter, var han akkurat lige så svimmel og besværet ved at gå.
- Alt hvad jeg så, hoppede op og ned, og jeg havde meget, meget svært ved at gå. Og sådan har det mere eller mindre været lige siden, siger han.
Ville forfølge drømmen for enhver pris
Nogle dage senere blev Malte undersøgt af en specialist fra Aalborg Universitetshospital. Specialisten kunne se, at ingen af Maltes balancenerver virkede. Noget, der ifølge Malte, er meget usædvanligt, idet det oftest blot er den ene balancenerve, der sættes ud af drift, når man får en virus på balancenerven.
- Han var decideret chokeret og kunne ikke rigtig få det til at stemme overens med, at jeg var gået hen til ham og så nogenlunde frisk ud.
Specialisten frarådede dog Malte at tage til Spanien. Men Malte gjorde det alligevel.
Han ville simpelthen bare gerne forfølge sin drøm.
- Jeg drømte om at blive professionel, og jeg drømte om at blive den bedste.
Men selvom han ønskede at ignorere balanceproblemerne, forsvandt de ikke. En dag, da han cyklede ned ad et bjerg med 80 kilometer i timen, begyndte alt omkring ham at rotere, som sad han i en karrusel.
Efter seks måneder rejste Malte hjem. Han havde besluttet sig for at blive opereret i hjernen. På Rigshospitalet var det nemlig blevet slået fast, at Malte havde en knude på den venstre balancenerve, hvorefter det blev ham foreslået at forsøge at fjerne knuden.
- Neurokirurgen var ikke meget for det, og han aflyste også 14 dage inden, fordi han ikke syntes, det var det rigtige at gøre i forhold til mulige ricisi, siger Malte.
Blandt andet kunne operationen medføre tab af hørelsen. Men han valgte alligevel at blive opereret.
- Jeg kunne ikke se andre veje. Jeg ville være professionel cykelrytter, og fik ham (neurokirurgen red.) overalt til at operere mig alligevel.
Operationen, der ikke hjalp
Men operationen gjorde faktisk kun det hele værre. Malte døjer nu med en konstant hovedpine, der ofte kommer som alvorlige anfald.
Derudover er svimmelheden der stadigvæk, og han har endnu svært ved at gå.
Han tog til Holland for at snakke med eksperter dernede.
- Jeg havde et mål, når jeg så en ny læge, for forhåbentligt havde de en løsning. Det så jeg helt vildt meget frem til, og trænede så meget, jeg kunne imens. Jeg håbede stadig på, at det kunne lykkes.
Ingen af de mange danske og udenlandske læger havde nogensinde set et tilfælde som Maltes. Og de kunne intet stille op.
Det tog Malte flere år at acceptere, at han ikke skulle blive professionel cykelrytter. Det var ganske enkelt en umulighed.
- De første par år brugte jeg meget af tiden på at tænke: hvorfor mig? Hvorfor skal jeg igennem det her?
- Men i og med at jeg de sidste par år er blevet mere religiøs, tænker jeg nu nærmere, at det skulle ske. Jeg vil meget hellere være den person, jeg er nu, end den person jeg var, før det skete.
På trods af alle udfordringerne har Malte formået at tage en master- og diplomuddannelse inden for sportsfysiologi og ernæring. Nu rådgiver han blandt andet ekstremløberen Stine Rex med træningsprogrammer og kostråd.
Derudover har sygdommen ændret ham som person. Den ensomme træningsnarkoman fra Spanien, der kun havde øje for sig selv og sin drøm er skiftet ud med en mere eftertænksom Malte.
Nu arbejder han blandt andet frivilligt for Kirkens Korshær for udsatte og sårbare unge. Og så er han overbevist om, at der altså findes mere mellem himmel og jord.
- Det giver mig ro, og har gjort, at jeg har kunnet acceptere tingene. Jeg tror oprigtigt på, at der findes mere end bare det her, og det gør mig mindre stresset og mere afklaret.
Nu cykler Malte i to til fem timer hver dag for at nå de 230.000 kilometer, han ønsker at opnå. Men det sker dog hjemme i stuen, hvor hverken vind eller eller stejle bakker kan holde ham tilbage. I stuen er der nemlig intet, der bevæger sig, og Malte kan cykle helt uden at blive svimmel.